Succesafgrøde trækker nye avlere til

Kartoffelstivelse er en succes i dansk landbrug. Og det tiltrækker nye avlere, der også vil lave fabriks-kartofler.

Mange landmænd har fundet ud af, at det giver god mening at have en salgsafgrøde som fabrikskartofler med i sædskiftet. Vi har fået 17 nye avlere ind, der skal starte levering i 2018/2019. Vi har fået en fantastisk opbakning fra landmænd, der gerne vil prøve kræfter med fabrikskartofler.

Det fortæller Martin Arvad, Ejstrupholm. Som formand for bestyrelsen i AKM, Andelskartoffelmelsfabrikken Midtjylland, er han en af de landmænd, der har været en del af de seneste års store succes-historier i dansk landbrug, nemlig produktionen af kartofler til mel og stivelse.

Kartofler rykker nordpå

»Siden vi slap af med kvoterne på kartofler tilbage i 2011, er produktionen af fabrikskartofler flyttet nordpå til bl.a. Danmark, hvor kombinationen af sandjord, vandingsanlæg og klima er som skabt til kartofler,« fortæller Martin Arvad.

»Samtidig er der sket det i verden, at det voksende forbrug af pommes frites og chips har fået avlerne i Tyskland, Holland og Belgien til at satse på de sorter, der er egnet til det.«

»I landene syd for os er der taget 20.000 hektar ud af produktionen af fabrikskartofler. Det giver os i Danmark gode muligheder for at øge produktionen,« fortæller den midtjyske formand.

Kartoffelstivelse

Ud over, at tyskerne efterlader et hul i markedet, der giver plads til danske kartoffelavlere, er der faktisk endnu mere win-win i det for danskerne, for med et stigende forbrug af pommes frites følger også masser af ketchup og remoulade, hvor en af hovedingredienserne er, ja, lige netop, kartoffelstivelse.

I KMC, der ejes af andelshaverne i de tre fabrikker i Toftlund, Brande og Karup, har man en 2025-vækstplan, der går ud på, at produktionen skal øges med fem procent om året. I Toftlund tog man i 2016 et nyt fabriksanlæg i brug. I Brande begynder man at ombygge fabrikken i år med forventet ibrugtagning september næste år.

Den stigende produktion skal komme dels fra de avlere, der allerede leverer fabrikskartofler, dels fra nye avlere. I Toftlund, Brande og Karup er der tale om 600.000 nye leveringsrettigheder à 100 kg hvert sted. I runde tal svarer det til en høst på 180 mio. kg eller et øget kartoffelareal på 4.000 hektar - alt afhængigt af udbyttet naturligvis.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle