Sukkerroefrø kommer igen på danske hænder

DLFs nyeste opkøb af Syngentas sukkerroeforretning øger andelsselskabets omsætning med 700 mio. kr.

Med handlen mellem DLF og den schweiziske kemigigant Syngenta kommer den en gang danske forretning Maribo Seed igen på danske hænder.

Det står klart, efter at DLF i sidste uge offentliggjorde købet af Syngentas globale forretning for sukkerroefrø.

Som et resultat af den sidste købsunderskrift vokser DLF i samme ombæring med mere end 20 pct. med et enkelt slag, og samlet set vokser frøkoncernens omsætning fra 3,5 til 4,2 mia. kr.

»Syngentas frøforretning i sukkerroer, der i Danmark er kendt under brandet Maribo Seeds, er en spændende aktivitet med et betydeligt udviklingspotentiale. Vi overtager en organisation af dygtige medarbejdere dedikeret til sukkerroefrø, som sælges i Europa, Rusland, Mellemøsten og Nordafrika samt i Nordamerika, Kina og Japan,« sagde direktør Truels Damsgaard i forbindelse med offentliggørelsen af handlen.

Hej til nye kolleger

Den endelige pris offentliggøres ikke, men DLF overtager foruden Maribo Seed også den amerikanske kemigigants øvrige aktiviteter inden for sukkerroefrø på verdensplan.

Det betyder også, at de danske DLF-medarbejdere kan byde velkommen til mere end 300 nye kolleger rundt om i verden, herunder størstedelen i Danmark, Sverige og USA.

De nye medarbejdere arbejder på alle niveauer i organisationen, lige fra den reelle produktion til forædling og salg i mere end 30 lande.

Danmark til USA og hjem

Maribo Seed har hjemme i Holeby på Lolland og blev i 2010 solgt af Nordic Sugar til den amerikanske kemikoncern Syngenta for 320 mio. kr.

Syngenta er en af verdens absolut største producenter af bl.a. pesticider og såsæd,

Koncernen har en global markedsandel på 25 pct. og kunne sidste år fremvise en omsætning på godt 85 mia. kr.

Medarbejderne rykkede

Det har som bekendt været en kort fornøjelse for Maribo Seed på udenlandske hænder, og også dengang overtog de nye ejere alle aktiviteterne i Maribo Seed, ligesom medarbejderstaben også rykkede med over til den nye arbejdsgiver.

Det var på daværende tidspunkt et led i Nordic Sugars strategi om at koncentrere sig om kerneforretningen inden for produktion og salg af sukker, og det skulle ultimativt lede frem til en førerposition på det europæiske marked.

DLFs køb forventes at være endelig gennemført i tredje kvartal af 2017.

Faktaboks

Maribo Seed

  • Maribo Seed blev stiftet i 1920 af De Danske Sukkerfabrikker og har hovedsæde og frøfabrik i Holeby på Lolland.
  • Selskabet forædler og producerer sukkerfrø og frø til foderroer og proteinærter. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle