Svensk sukkeraftale skuffer - falder med ni procent

Svenske roedyrkere har fra næste år en ny sukkeraftale, der er ni procent lavere end den gamle aftale, der udløber i år.

Der er kommet en aftale på plads mellem de svenske roedyrkere og Nordic Sugar, skriver svenske Jordbruksaktuelt.

Det kommer lige under to måneder efter, der blev indgået aftale mellem de danske roedyrkere og virksomheden.

I den svenske aftale ligger prisen for 2017 ni procent lavere i forhold til den foregående aftale, der udløber ved udgangen af året.  

"Vi roedyrkere er ikke tilfredse med aftalen. Men vi tænker, at vi er gået så langt, vi kunne i det her. I Europa ser vi reduceringer i pris på næsten 15 procent," siger Jacob Bennet, formand for roedyrkerne i Sverige.

I Danmark blev der efter en strid indgået et kompromis i august mellem roedyrkerne og Nordic Sugar. Danske roedyrkere får med den nye aftale 5.050 kroner per hektar sukkerroer.

Den svenske pris per ton for en etårig kontrakt vil for næste år ligge på 204,5 kroner per ton, mens den danske pris næste år vil ligge på 212,33 kroner per ton sukkerroer. Her spiller det også ind, at danske roedyrkere har et højere udbytte end de svenske roedyrkere, siger Klaus Sørensen, chefkonsulent hos Danske Roedyrkere.

"Prisen er nok lidt højere for danske roedyrkere end for svenske. Men så kommer det også an på meget. Udbyttet er lidt højere i Danmark på grund af det mildere klima, og vi ved ikke, hvor høj deres indtjening på alternative afgrøder er," siger Klaus Sørensen. 

I Sverige har svenske roedyrkere over de sidste par år øget deres udbytte per hektar, men der er også flere hårde produktionsforhold og dyrere diesel end resten af Europa, hvilket kommer til at gøre faldet i prisen markant for svenske roedyrkere, skriver Jordbruksaktuelt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle