Svin og økomælk gav plus i 2016

Landbruget fik samlet set omtrent to mia. kr. i underskud på driften i 2016, viser Seges' beregninger.

Heltidsbedrifternes samlede driftsresultat efter ejerløn mv. vil ifølge foreløbige resultater ende med et underskud på mellem 1,5 og 2,6 mia. kr., før forrentning af landmandens egenkapital. Det er ca. en halv mia. kr. lavere end i 2015.

Det viser en analyse af 879 regnskaber, som Seges har gennemført.

Der er fremgang fra 2015 for især smågriseproducenter, men også producenter af slagtesvin og økologisk mælk. De ventes alle i snit at opnå et positivt resultat i 2016.

Derimod må producenter af konventionel mælk, planter og mink imødese en nedgang fra året før og ser alle ud til at komme ud af 2016 med et minus på bundlinjen.

"Det tegner til et magert resultat i 2016, og det påvirker blandt andet muligheden for at investere. Alt tyder på, at 2016 føjer sig til rækken af år med negative nettoinvesteringer," vurderer Klaus Kaiser, som er erhvervsøkonomisk chef på Seges.

Boligen trækker ned

En række ekstraordinære forhold påvirker resultaterne i 2016. For det første indregnes boligen fra 2016 som en integreret del af bedriften, hvilket trækker resultatet ned med ca. 0,7 mia. kr. i forhold til sidste år på grund af renter, afskrivninger og vedligeholdelse.

For det andet er sohold påvirket af en kraftig værdiopskrivning på stambesætning, som øger resultatet med ca. 0,8 mia. kr.

For det tredje var udbytterne på korn og raps lave i 2016, hvilket forværrer resultatet med ca. en mia. kr.

Samlet set betyder de ekstraordinære forhold, at det samlede underskud for landbruget ventes at ligge mellem 0,6 og 1,7 mia. kr.

Priserne var lave

Til gengæld steg priserne på svinekød og mælk i løbet af 2016, men set som et gennemsnit over året har priserne været relativt lave.

"Der er udsigt til et væsentligt bedre resultat i 2017 for producenter af svinekød og mælk, idet priserne steg markant i løbet af 2016 og forventes at ligge relativt højt gennem hele 2017. Samtidig kan vi se, at både svine- og mælkeproducenterne igen har forbedret effektiviteten markant og har holdt omkostningerne i ro," siger Klaus Kaiser.

Han peger videre på, at væsentlige elementer i fødevare- og landbrugspakken vil slå fuldt igennem i 2017 og give et tiltrængt boost til erhvervet. - Samlet set danner de foreløbige resultater begrundet håb om, at 2016 blev et vendepunkt, og at mange producenter kommer rigtig godt igennem 2017, siger Klaus Kaiser.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle