Åben stald: Smågrisene skal vokse 100 gram ekstra med bedre plads

Smågrisene får mere plads, når Finn Nielsen, Sæby, kan tage en ny tilbygning fra Gråkjær i brug. Forventningen er en betydelig fremgang for tilvæksten hos smågrisene.

Smågrisene hos Finn Nielsen får betydeligt mere plads, når han en af de kommende dage kan begynde at tage fem nye sektioner i brug til sine smågrise.

Tankerne bag udvidelsen af bedriften fra 800 til 950 søer og en forlængelse af den eksisterende smågrisestald, der får samlet ni sektioner, har Finn Nielsen gået med gennem længere tid.

»Vi har taget tilløb til udvidelsen de seneste fire-fem år. Økonomien er blevet bedre, så nu var muligheden der,« fortæller Finn Nielsen, der har overdraget det daglige arbejde med svineproduktionen til sin driftsleder Steen Larsen, som har været ansat hos Finn Nielsen siden 2003.

»Jeg var med til at udtænke soanlægget, som blev bygget i 2005, og det her projekt har jeg også været med i. Baggrunden for byggeriet er pladsmangel, hvor vi i takt med stigende produktivitet i soholdet får mindre plads i klimastaldene,« fortæller Steen Larsen og fortsætter:

»Vi bygger fem sektioner og får yderligere 3.000 stipladser, samtidig med at vi øget soholdet. Samtidig går vi fra fem til fire ugers fravænning, og det skal gerne resultere i 33-34.000 solgte smågrise.«

Bedre tid til udtørring

Han ser mere plads pr. smågris som afgørende i fremtiden, hvor gul kort-ordningen stiller yderligere krav til medicinforbruget. Med de mange nye sektioner forventer han at højne sundhedsstilstanden i klimastaldene.

»Tidligere solgte vi grise onsdag, vaskede torsdag og indsatte nye grise om fredagen. Fremover får vi fire-fem dages tomgang, som vil give et mindre smittepres,« siger Steen Larsen.

Han vurderer, at den ekstra plads og to foderautomater i alle stier løfter tilvæksten med op mod 100 gram dagligt.

»Vi har tidligere været over 500 gram daglig tilvækst, men de senere år er vi kommet under, fordi vi har manglet plads. Det ændrer sig nu,« siger Steen Larsen.

Ingen planer om slagtesvin

Stort set alle smågrise hos Finn Larsen sendes til en dansk aftager. Han forventer ikke, det ændrer sig.

»Samarbejdet med aftager kører rigtig godt, og han er også ved at ændre på sin bedrift, så han kan aftage flere af vores grise. Vi regner kun med at skulle sælge ganske få grise til puljen i år. Jeg holder mig til smågrise og har ingen planer om slagtesvin, fordi de kræver så meget jord. Skal jeg udvide igen, bliver det med flere søer,« siger Finn Larsen.

Soholderne ønsker bedre plads til smågrisene

Finn Larsens udvidelse af sin smågrisestald og en mindre udvidelse af sit sohold i eksisterende bygninger er langt fra en enlig svale blandt de danske soholdere.

Det vurderer projektkonsulent hos Gråkjær, Henning Good, der fornemmer en tydelig byggetrang hos soholderne, efter at noteringen for smågrise den seneste tid har bevæget sig ind i et langt mere positivt leje end i tiden efter lukningen af det russiske marked.

»Vi kan godt mærke, at mange soholdere har fået bedre økonomi og nu tager kontakt til os for at undersøge mulighederne for at udvide smågrisestalden med flere sektioner for at få bedre plads. De ved godt, at et par ekstra sektioner kan være med til at løfte effektiviteten og tilvæksten på grund af den ekstra plads,« siger Henning Good, der også har haft en finger med i spillet med Finn Nielsens smågrisestald.

»Der er tale om en stald, hvor der er tænkt meget på at sikre smågrisene så godt et nærmiljø som muligt. Der er gyllekøling, der mindsker ammoniakfordampningen. Der er gulvvarme og rumvarme, som vi efterhånden ser mange steder. Der er også brugt ekstra penge på ventilationen,« forklarer han.

Henning Good oplyser endvidere, at der er flere producenter, som har fået så meget optimisme tilbage, at der også kommer forespørgesler på nye barmarksprojekter.

Faktaboks

4 Facts om byggeriet hos Finn Nielsen

  • Gråkjær bygger i totalentreprise hos Finn Nielsen. Byggeriet omfatter 1.500 kvm og 3.000 stipladser. Der er tale om en forlængelse af en eksisterende smågrisestald med fire sektioner, der får tilført yderligere fem sektioner. 
  • Foderautomater: Stien er indrettet med to foderautomater fra Aco Funki for at sikre tilstrækkeligt med ædepladser. Foderanlægget er også fra Aco Funki.
  • Gyllekøling: Finn Nielsen har skrottet sit oliefyr og benytter nu jordvarme og gyllekøling til erstatning for de cirka 60.000 liter olie, der blev brugt til bedriften tidligere.
  • Åben stald: Der arrangeres åben stald 2. marts kl. 10-15 på Ørhedevej 16, Sæby.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle