Årets slagtesvineproducent: Jeg passer grise - foder har jeg ikke forstand på

Verner Nielsen er udlært tømrer, men har alligevel 30 års erfaring med at passe slagtesvin. Læs mere om bedriften i det nye nummer af fagmagasinet SVIN, der udkommer mandag 16. november.

Verner Nielsen er årets slagtesvineproducent, men han har en lidt anderledes baggrund end de fleste af hans landmandskolleger.

Han er nemlig udlært tømrer, men har alligevel 30 års erfaring med at passe slagtesvin.

Og det er en erfaring, der i tæt ved 10 år har placeret ham i toppen, når LandboNord Svinerådgivning uddeler priser for bedste effektivitet, og i år er prisen så vekslet til titlen »Årets slagtesvineproducent«.

For 10 år siden gik Verner Nielsen fra at indkøbe smågrise ved 30-35 kg til at indkøbe fravænningsgrise.

»Det var en god beslutning«, siger han i dag.

Dengang opførte han selv to sektioner á 600 stippladser til fravænningsgrise 7-30 kg. De supplerer tre sektioner med slagtesvin, der også hver rummer 600 stipladser.

Al foder er hjemmeblandet tørfoder. Han eksperimenterer ikke meget med råvaresammensætningen.

»Jeg har ikke meget forstand på foder, så jeg koncentrerer mig om at passe grisene i stedet«, lyder det fra Verner Nielsen.

Med næsten 900 g daglig tilvækst fra 8,5 kg til levering overhaler han faktisk flere slagtesvineproducenter, der indsætter grise ved 30-35 kg.

Kødprocenten er hans største udfordring. Den er lige kommet over 60 det sidste stykke tid. Som UK-leverandør er det vigtigt med høj kødprocent af hensyn til godkendelsesprocenten.

Faktaboks

Verner Nielsen

  • Løkken
  • 8.000 fratsgrise
  • 896 g tilvækst
  • 2,53 FE pr. kg tilvækst
  • 2,1 procent døde hele perioden
  • 85,4 kg slagtevægt
  • 60,2 procent kød

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle