110 svineproducenter står på OUA-venteliste

Danish Crown efterlyser producent til OUA-produktion på Sjælland.

Interessen for at blive tilknyttet Danish Crown som OUA-producent er ikke blevet svækket, selv om slagterigiganten tilbage i november 2015 annoncerede, at tillægget pr. kg OUA-kød blev sat ned fra 2 til 1,5 krone.

Aktuelt er der cirka 110 producenter hos Danish Crown, som er villige til at kaste sig ud i produktionsformen, der så dagens lys tilbage i 2014.

Hos Danish Crown har konsulent Martin Villadsen tæt kontakt med andelshaverne, som allerede er i gang med OUA-produktion, og dem, som ønsker det.

For tiden er produktionen af OUA-grise dækket godt ind geografisk, men der er dog en undtagelse.

»Vi har 27 producenter, som vi har lavet kontrakt med om OUA-produktion, og 20 på vej, men det er svært for os at finde en producent på Sjælland, som laver 25.000 grise,« fortalte Martin Villadsen, da han i februar var blandt indlægsholderne på LVKs årsmøde.

57 procent af grisen sælges som OUA

Han fortalte, at der er mange kunder, der efterspørger OUA-grise, og at Danish Crown forsøger sig med afsætning i en række lande.

Justeringen af tillægget for OUA-grisene fik også et par forklarende ord med på vejen.

»Det er kun 57 procent af grisen, som kan sælges som OUA, så vi har valgt at sænke pristillægget. Spørgsmålet er, om vi skal begrænse mængden af OUA-grise og ikke lukke flere ind eller tilbyde det til flere. Vi har valgt det sidste,« forklarede Martin Villadsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle