130 landmænd skal fordele 150 mio. kr.

Ticans andelshavere mødes for at fordele guldet fra slagterisalget.

Hvordan skal pengene fordeles - til hvem og hvornår?

Spørgsmålet er ikke det eneste på dagsordenen. Men det er uden tvivl det, der har fået flest svineproducenter og andelshavere i Tican til at tilmelde sig aftenens AndelsForum i Thisted.

»Vi regner med at blive cirka 130. Det er halvdelen af vores andelshavere og er simpelthen flot,« fortæller en tilfreds bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen.

På mødet, der er lukket for alle andre end andelshaverne, vil bestyrelsen for første gang give deres bud på, hvordan det kommende provenu fra salget af slagteriet skal fordeles.

Provenuet forventes at blive i omegnen af 150 mio. kr. og dermed en pæn og kærkommen sum for de mange svineproducenter.

Nu er spørgsmålet så, hvordan pengene skal fordeles. Skal det fortrinsvis ske til de producenter, der var med til at bygge slagteriet op over mange år - eller de, der bragte nødvendig vækst med sig de sidste år. Eller skal det derimod især komme de producenter, der forventes at levere slagtedyr i de kommende år.

»Meningerne er lige så mange, som der er andelshavere,« udtalte en andelshaver for nylig til LandbrugsAvisen.

Han gav samtidig udtryk for, at debatten allerede startede samme aften, som andelshaverne lige før nytår fik at vide, at der ville være penge at fordele. Og siden er argumenterne blevet slebet skarpe på p-pladser og ved sammenkomster i det vestjyske.

Hvad bestyrelsens oplæg til fordeling går ud på, vil Jens Jørgen Henriksen dog ikke løfte sløret for.

»Det er vigtigt, at vi får en god snak om det her, for der er mange faktorer som skat, jura og andre sager inde over.

Men der er også andre ting end fordeling af penge; vi skal også vende, hvordan Tican Amba skal se ud fremadrettet,« fortæller formanden.

Salget af Tican til den tyske slagterivirksomhed Tönnies forventes at falde på plads i slutningen af februar, såfremt EU-kommissionens konkurrencemyndigheder giver endeligt grønt lys.

Aftenens møde skal ikke føre til den endelige beslutning om fordelingen af pengene. Det forventes først at ske på en ekstraordinær generalforsamling, hvor salget endeligt vedtages.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle