37 svinebrug gået konkurs

Stor stigning i antallet af svinebrug, der er gået konkurs.

Antallet af konkurser blandt svineproducenter er steget kraftigt i år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Hele sidste år gik 31 svinebedrifter konkurs. Allerede ved udgangen af juni - første halvår 2016 - var der flere konkurser, nemlig 37. Der er altså tale om mere end en fordobling, hvis udviklingen fortsætter.

"Det er tegn på, at den økonomiske situation er kraftigt forværret for mange svineproducenter," skriver Danmarks Statistik.

I 2015 var det bedrifter med slagtesvin, som klarede sig økonomisk bedst, mens bedrifter med søer og smågriseproduktion klarede sig dårligst.

Alle kategorier går konkurs

Mads Waidtløw, teamleder for svineafdelingen i Agri Nord, vurderer, at det er et bredt udsnit af svineproducenterne, der er gået konkurs, både store og små. Smågriseproducenterne har dog haft det hårdest den senere tid, påpeger han. Derudover kan der være små svinebrug, der er stoppet, og således ikke fremgår af konkursstatistikken, pointerer han.

Lige nu, i disse måneder, er det kun få slagtesvinsproducenter, der er nødt til at gå til banken og bede om ekstra likviditet, siger han. Det skyldes, at slagtesvinsnoteringen er steget de seneste måneder og i dag er på 10,40 kr. pr. kg. hos Danish Crown.

"Likviditeten begynder at hænge bedre sammen, fordi der er højere afregningspriser og lave foderpriser. Derfor er der ikke så mange med stort likviditetsmæssigt underskud," siger Mads Waidtløw.

Færre konkurser i andet halvår?

Dermed er der håb op om en opbremsning i antal konkurser ved svinebrugene.

"Det kan man da håbe på," siger han.

Mælkeproducenterne, som han også arbejder med, er mere udsat, siger han.

"Det er som om, at det er der, fokus er for bankerne lige nu. Det er klart, at med en krone og 85 øre pr. liter mælk, det kan du hverken leve eller dø."

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle