Afgrøderapport presser sojaprisen

USDA's Wasde-rapport lover rigelige forsyninger med soja. For kornmarkedet forventer Agrocura, at bunden i prisen nu er nået.

USA's landbrugsministerium, USDA, offentliggjorde mandag aften Wasde-rapporten, og den gav gode nyheder til svineproducenter.

Sojaforsyninger er der rigeligt af, fremgik det af rapporten, takket være gode udbytter. Der er nu forventning om et slutlager på de magiske 10 mio. ton i USA, beretter Agrocura.

"Dermed bør vi se teoretisk basis for at få sojabønner i 9 dollar igen og sojaskrå omkring 290 usd pr short ton inden for kort tid," skriver Agrocura i deres vurdering.

Forventningerne til Brasiliens sojaavl tog dog toppen af chokket, da man forventer et større majsareal jf. tidligere. Forbrugsforventningerne var svagt faldende trods de faldende priser.

Jyske Markets forventer ikke de store nedslag i sojapriserne.

"De prisnegative udsigter for netop USA presser noteringerne i Chicago i aften med et par procent, foruden vi inden rapporten var handlet pænt i plus. 4 mio. tons ekstra i sojaproduktion i USA modsvares dog af lavere produktion i blandt andet Brasilien, og derfor er den globale balance denne måned stort set uændret. Værd at bemærke er, at forbruget er fast. US-eksport opjusteres endnu en måned, ligesom startlagrene også nedjusteres," skriver Jyske Markets.

Hvede

For hveden er der positive meldinger. Mens produktionen er uændret på den nordlige halvkugle, opskrev USDA produktionsforventningerne for Australien, Kasakhstan og Indien. Til gengæld stiger forbruget også på verdensplan.

"Rapporten var nok startskuddet til en bund i kornmarkedet," skriver Agrocura.

Raps

Rapsproduktionen nedskrives i Europa og Canada.

"Derfor ser raps fortsat ud til at være godt fundamentalt understøttet helt på den anden side af nytår, men knap så godt som efter sidste WASDE rapport da slutlageret nu forventes 1 mio. tons større end sidst," skriver Agrocura.  

Majs

Produktionen hæves med 2,5 mio. tons i Brasilien, hvilket dog mere end modsvares af fald i Europa, USA og Kina, noterer Agrocura.

Billig korn

Jyske Markets opsummerer Wasde-rapporten således:

"Skal vi summere op, så lader det for korndelen til – i så fald vi lige skubber den kommende majshøst til side – at der er sat en god streg under produktionen på den nordlige halvkugle. Modsat virker det til, at forbruget som vi har forventet, overrasker til den pæne side, og æder lidt mere end overgangslagrene end tidligere antaget. Det samme billede af forbruget går igen hos oliefrøene. De næste par måneder kommer til at dreje sig om høsten af soja og majs i USA. Men med allerede nu meget høje produktionsforventninger, så er prisrisikoen på opsiden. Husk som forbruger det lave prisniveau. Få afdækket en god del af det kommende års forbrug af korn."

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle