DC-slagteri lukket på grund af svinepest-mistanke

Danish Crowns svineslagteri i Herning er i dag blevet lukket på grund af mistanke om svinepest.

Fødevarestyrelsen har i dag, tirsdag, klokken 14, midlertidigt lukket Danish Crowns slagteri i Herning. Lukningen sker på baggrund af mistanke om svinepest i en gris, som var sendt til slagtning. Grisen kom fra en besætning beliggende nordøst for Silkeborg.

Fødevarestyrelsen har besøgt besætningen og besluttet at opretholde mistanken. Slagteriet er lukket for i dag, men kan genoptage slagtningerne i morgen onsdag.

De foranstaltninger, som er truffet på slagteriet i Herning, er normal procedure ved mistanke om svinepest. Svinepest er ikke farlig for mennesker. Der opstår jævnligt mistanke om svinepest i Danmark. Der har ikke været udbrud af svinepest i Danmark siden 1933.

For knap et år siden, i december 2015, blev slagteriet i Herning ligeledes lukket. Dengang var det falsk alarm. Også i 2014 blev Herning-slagteriet lukket på grund af svinepest-mistanke, det var også falsk alarm.

For et år siden vurderede Danish Crown, at den midlertidige lukning gav et tab på et højt sekscifret beløb.

Klassisk svinepest skal ikke forveksles med afrikansk svinepest, som lige nu skaber problemer for svinesektoren i Rusland og dele af Østeuropa.

Seneste tilfælde af klassisk svinepest var i juni 2014, da der blev konstateret klassisk svinepest i en baggårdsbesætning i den østlige del af Letland.

Sygdommen hedder på engelsk Classical Swine Fever (CSF), mens sygdommen betegnes Hog Cholera på amerikansk. Classical Swine Fever er den betegnelse, der normalt anvendes i internationale sammenhænge.

Klassisk svinepest er en smitsom virussygdom hos svin, herunder vildsvin, der forårsages af et pestivirus. Klassisk svinepest kan ikke smitte til mennesker, og kontakt med smittede dyr udgør således ikke nogen sundhedsmæssig risiko for mennesker.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle