De vil finde afløseren for zink til smågrise
Svineproducent Aage Lauritzen, Ribe, har sammen med Vitfoss indrettet sin smågrisestald til fodringsforsøg.

Aage Lauritzen har erkendt, at brugen af de nuværende mængder zink og kobber i smågrisefoderet en dag stopper.

»Det dur ikke at tilføre markerne mere, end planterne bruger,« siger han.

Derfor lagde han også gerne bygninger til, da Vitfoss var på jagt efter en stald, hvor de kunne teste effekten af forskellige alternativer til zink.

For et års tid siden blev der monteret fodervægte i den ene af i alt 20 sektioner i smågrisestalden med i alt 8.000 stipladser.

Jacob Dall, Vitfoss, lægger vægt på, at Aage Lauritzens besætning er en helt almindelig produktionsbesætning.

»Vi forsøger at efterligne praktiske forhold mest muligt, men alligevel have 100 procent styr på alle data,« forklarer Jacob Dall.

I første omgang har Vitfoss testet blandinger med forskelligt indhold af fibre, forskellige partikelstørrelser og forskellige protein- og energiniveauer.

200 smågrise får forsøgsfoderet, som Vitfoss bestemmer indholdet af. De 200 øvrige smågrise i sektionen fungerer som kontrolhold, der får besætningens normale foder.

Forsøgsfoderet bliver løbende justeret efter de erfaringer og resultater, Aage Lauritzen og personalet opnår.

Mål endnu ikke nået

Erfaringerne med forsøgsfoderet har været, at det næsten er muligt at fremstille et smågrisefoder, der ikke giver mere diarré end kontrolfoderet, skønt det ikke indeholder ekstra zink.

Hidtil har prisen blot været for høj i forhold Aage Lauritzens normale foder, ligesom tilvæksten har haltet lidt.

»Fravænningsfoderet består af 30 procent af en særlig Landmix, hvor Aage normalt kun tilsætter omkring 15 procent,« forklarer Jacob Dall.

Det efterlader indtil videre forsøgsfoderet med en højere pris pr. foderenhed.

I blanding 2 er indholdet af Landmix under 10 procent og i blanding 3 endnu lavere.

Jacob Dall tror, at erstatningen for ekstra zink bliver et samspil af bl.a. fodring og management.

»Jeg tror ikke, vi finder ét middel, der erstatter zink. Det bliver et samspil af flere faktorer,« lyder hans forventning.

Hos Aage Lauritzen tester Vitfoss både skiftetidspunkter mellem de forskellige blandinger, råvareindholdet og additiver til foderet.

Foreløbig peger løsningen i retning af et højere fiberindhold og et højere fedtindhold for at kompensere for den lavere energikoncentration. Der er endnu et stykke vej, før en tilfredsstillende løsning er klar.

Faktaboks

Forsøgsstald

  • Vitfoss har etableret forsøgsfaciliteter i Aage Lauritzens smågrisestald
  • Foreløbig tester man mulige erstatninger for zink
  • Senere kan andre forsøg blive gennemført

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle