DLG tror ikke på prisfald på soja

DLG's analytikere tror, at sojaprisen er ved at blive stabiliseret og tror ikke på yderligere prisfald den næste periode.

Af råvarechef Jesper Westmark Andersen, DLG

USA

Den ugentlige USDA-rapport ”Plantning Progress” viste tirsdag, at 61% af det forventede areal var sået mod et fem-årsgennemsnit på 55%. Såningen forløber planmæssigt, og der er god tid til at få de 33 mio. acres gjort færdige. Markedet forventer, at det såede areal når op mellem 70 og 74% efter denne uge.

Vejret for den kommende uge ser ud til at bringe gode mængder nedbør, hvilket kan forsinke såningen.
Sojabønneeksport-inspektioner i den forgangne uge viste 10,7 mio. bushels, hvilket var højere end markedets forventninger.

Fugleinfluenzaen i USA er endnu ikke under kontrol og giver store problemer for fjerkræindustrien. Det har dog ikke haft den store indvirkning på forbruget af sojaskrå endnu.
Umiddelbart er oliemøllerne godt solgt på de nære terminer og kan ikke tilbyde varer for hurtig afskibning til eksport.

Sydamerika

Den brasilianske REAL er de sidste dage blevet svækket med 5-7 %, hvilket har betydet, at landmændene har solgt rigtig gode mængder af sojabønner. Vi forventer, at eksporten af sojabønner fra Brasilien vil blive mindre som følge af den meget store eksport i april og maj. Oliemøllernes forarbejdningsmarginer er gode. Den mindre eksport af sojabønner vil skabe mere plads i havnene til at afskibe sojaskrå, hvilket kan betyde, at der kommer flere varer fra Brasilien de kommende måneder. Den brasilianske valuta er den seneste uge blevet svækket igen, uden at det dog har haft den store betydning for landmændenes salg af sojabønner. Det hænger sammen med, at høsten er afsluttet, og landmændene har solgt de mængder, de ønskede at sælge.

Argentinas oliearbejdere strejker fortsat, hvilket betyder, at oliemølleindustrien arbejder med reduceret kapacitet. Indtil nu har det kun været enkelte oliemøller, der har stået stille. De seneste dage har vi dog set en eskalering af konflikten, hvilket her til morgen betyder, at 80% af oliemølleindustrien er ramt. Problemet er, at regeringen ikke tillader en lønstigning højere end 27,4%, og at oliearbejderne forlanger 43% lønstigning (inflation 33/35%).
Argentina har høstet omkring 80-85%, og landmændene har leveret og solgt mere end markedet forventede. Oliemølleindustrien har de bedste margins, der er set i flere år.

Europa

Der er få ankomster til Europa de næste tre uger, og oliemøllerne er særdeles godt solgt, hvilket betyder, at markedet betaler pæne præmier for hurtige varer, hvilket ser ud til fortsætte indtil slutningen af juni.
Afgrøderne i USA ser ud til at komme godt fra start, imidlertid er vækstsæsonen kun lige startet, og vi har hele sommerperioden foran os – med alt hvad det indebærer af risikofaktorer.

Vi vurderer, at markedet er i en stabiliseringsperiode og tror ikke på yderligere prisfald de kommende måneder. Den lavere USD gør det attraktivt at tage yderligere dækning for såvel sommer- som vinterperiode.

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)

”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle