Hækkerup og storproducent er mest populære på svinekongres

Interessen blandt deltagerne ved Svinekongressen er størst for Karen Hækkerup og Martin Lund Madsen, en af landets største svineproducenter.

Halvanden uge før dørene slås op til Svinekongressen i Herning, tegner der sig et klart billede af, hvilke oplæg der har størst tilmelding.

Det er Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Karen Hækkerup, der trækker flest interesserede til sit oplæg ’Vejen frem for dansk landbrug?’.

Seges Svineproduktion, der arrangerer den store kongres, oplyser, at foreløbig 760 har valgt at høre dette oplæg.

Stor interesse samler der sig også for oplægget ’Sådan leder og udvikler jeg min forretning’, der har 537 tilmeldte. Oplægget leveres af Martin Lund Madsen, der står bag MLM Goup, som er en af landets største svineproducenter med 5.500 søer og 165.000 slagtesvin.

Indlæg med mere svinefaglig tyngde har også deltagernes interesse. På tredjepladsen - målt på interesse - befinder oplægget ’Soens pasningsevne’ sig med 479 tilmeldte. Oplægget leveresa af Uffe Krogh Larsen fra Aarhus Universitet og Vivi Aarestrup Moustsen, chefforsker ved Seges Svineproduktion.

Fjerdepladsen med 451 tilmeldte indtages af David Hørlyck Nielsen, der er produktionsdirektør i RBPI Group, og som taler om ledelse af sine medarbejdere. ’It’s all about people’ hedder indlægget.

Top fem rundes af med ’Det rigtige fravænningsfoder, uden zink’ med 396 tilmeldte. Bag indlægget står Lisbeth Shooter og Nichola Weber, henholdsvis fagchef og dyrlæge i Seges Svineproduktion.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle