Henrik Mortensen: DR fortsætter skræmmekampagne og ignorer faglighed

Danske Svineproducenter kritiserer animationsvideo fra DR.

I går, torsdag, kritiserede Landbrug & Fødevarer DR's korte video, hvor de forklarer smitte med MRSA.

Også Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter, mener, videoen er kritisabel.

Han skriver i et indlæg på organisationens hjemmeside, at DR er i gang med en "skræmmekampagne, der stigmatiserer mennesker, der beskæftiger sig med grise".

Han mener, at DR burde skelne mellem MRSA og husdyr-MRSA.

"For svin overfører ikke alle mulige MRSA, men kun MRSA af typen CC398 også kaldet husdyr-MRSA. MRSA i bred forstand er et problem mellem mennesker. Og smitter fra menneske til menneske. Disse human-MRSA er langt mere problematiske end husdyr-MRSA," skriver Henrik Mortensen i en skriftlig kommentar.

DR fremstiller i animationsvideoen, at husdyr-MRSA let overføres til resten af husstanden og videre til det øvrige samfund.

"Derved fejlinformerer de på yderligere et punkt i forhold til den faglige virkelighed. Forskere fra blandt andet Statens Serum Institut og udlandet konkluderer følgende i en videnskabelig artikel: “Notably, the finding that exposure to a persistent carrier (farmer) did not imply a risk for spread to household members confirms that human-to-human transmission of this clone seems to be very limited, as previously reported” ”In conclusion, we have demonstrated that even in pig farms with a very high carriage rates of MRSA in both livestock and pig farmers, the risk for household members to acquire MRSA is limited and depends strongly on pig exposure”(SSI mfl., 2013)," skriver Henrik Mortensen.

Nyhedschef Christian Lindhardt, chef for dr.dk, afviste i går, torsdag, L&F's kritik af deres video. Han kalder en "explainer", som de kalder den korte video, et ”overbliksformat”, hvor andre artikler går mere i dybden med emnet.

"Altså, det kan godt være, at der findes andre og farligere bakterier, men vi har at gøre med en bakterie, der er vokset voldsomt i omfang de sidste 10 år – hvor Folketinget vedtager handlingsplaner, fordi der blandt politikere og eksperter er en voldsom bekymring for smitte. Det synes jeg er meget relevant at oplyse om for vores brugere," sagde Christian Lindhardt.

L&F sagde, at kun 10-15 procent af familiemedlemmerne bliver smittet med MRSA. Det er et højt tal, er Christian Lindhardts vurdering tværtimod.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle