Hvor meget mere kommer smågrise til at stige i pris i år?

Ugen på Spidsen: Noteringerne for smågrise er på vej op, men spørgsmålet er, hvor meget mere krudt der er tilbage i priskanonen, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Foråret har de seneste uger sat fut i smågrisenoteringerne (læs: primært puljenoteringerne).

Det plejer de at gøre på enne tid, men det er altid spændende at følge med i, hvor højt de kommer op og hvor længe noterningerne formår at forblive på et så højt niveau, at en gennemsnitlige smågriseproducent også kan male sin bundlinje over med sort farve.

2019 bliver ikke et kanonår som i 2017, og rædselsåret 2018 bliver måske heller ikke overgået i år eller hvad?

Ser man på de nøgne fakta om noteringerne ved indgangen til 2017, 2018 og 2019 og kigger frem til uge otte, så tegner der sig et tydeligt billede af, at 2019 bliver et udfordrende år.

2017 startede i uge 1 med 380, 435 og 450 kr. for beregnet, SPF-pulje og Porc Ex-pulje. Syv uger senere var de samme noteringer på henholdsvis 379, 480 og 515 kr.

Tilsvarende lød 2018 på noteringer i starten af året på 346, 365 og 365 kr. og i uge 8 på 347, 380 og 385 kr.

Hvordan vil det gå i 2019?

Og hvordan går det så med 2019?

Året blev indledt på ikke-imponerende 288, 290 og 310 kr. Henne i uge 8 er der kommet godt skub i puljenoteringerne. Noteringerne lyder nu på henholdsvis 302, 350 og 380 kr.

Der er altså gode fremskridt at spore for puljenoteringerne, mens den beregnede notering fortsat befinder sig på et lavt niveau som følge af den aktuelt meget beskedne slagtesvinenotering.

Problemet i år er, at starten på noteringsændringerne i nordgående retning sker fra et lavere udgangspunkt end i både 2018 og 2017. Noteringerne har generelt bare befundet sig på et lavere og lavere niveau.

Og foråret er det tidspunkt, hvor smågrise-noteringerne normalt når årets højeste niveau, så det er i de kommende uger, vi formentlig bliver klogere på, hvor højt priserne skal op i år.

I 2018 var toppunktet for den beregnede notering i uge 9 på 356 kr. SPF-puljenoteringen ramte i seks uger i streg 440 kr. med start fra uge 12, mens Porc-Ex-puljenoteringen toppede i uge 17 i 470 kr.

Den beregnede notering er foreløbigt håbløst efter sidste års niveau, mens puljenoteringerne måske med lidt held kommer op i samme niveauer i år, som der blev opnået i 2018.

Måske kan den mange uger lange stilstand på det tyske slagtesvinemarked, der blev brudt for et par uger siden, sætte lidt mere gang i smågrisenoteringerne, ellers må vi krydse fingre for, at prognoserne fra Danske Svineproducenter og Landbrug & Fødevarer Svin holder stik og gerne giver lidt mere.

Danske Svineproducenter tror på 362,5 kr. i gennemsnit for året for SPF-Pulje med halv PRRS og halv PRRS negativ, mens Landbrug & Fødevarer Svin i december 2018 opjusterede deres prognose markant til 362,25 kr. for den beregnede notering.

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

 

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle