Iskold luft i Horsens: Arbejdsnedlæggelse fortsætter her til morgen

Medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Horsens har fortsat ikke genoptaget arbejdet tirsdag morgen. Der er iskold luft mellem ledelse og medarbejdere.

Arbejdet er fortsat nedlagt på Danish Crowns store slagteri i Horsens, hvor stemningen mellem de 1300 ansatte og ledelsen er utroligt dårlig.

Det fortæller tillidsrepræsentant Klaus Olesen. Arbejdet blev nedlagt fredag, da en mindre konflikt om en midlertidig aftale skabte en dominoeffekt, der fik alle medarbejdere til at forlade arbejdet.

"Virksomheden trækker den ene forringelse efter den anden ned over hovedet på mine medarbejdere. Og det er simpelthen blevet for meget," siger Klaus Olesen fra NNF Fødevareforbundet.

Tirsdag morgen er der møde i afdelingerne, hvor de ansatte skal stemme om, hvorvidt de vil genoptage arbejdet. Hvis de gør, bliver det ikke grundet tillid til, at ledelsen vil dem det bedste.

"I flere år har ledelsen forringet arbejdsvilkårene, og nu er nok nok. Det gør for ondt alle steder og medarbejderne er trætte. De får ingen anerkendelse.

Man har fjernet deres hjælpemidler, strammet rygepolitikken, opsagt lokalaftaler og uddeler et urimeligt højt antal advarsler," siger Klaus Olesen.

Han fortæller samtidig, at Danish Crown ikke har bragt meget til bordet for at afhjælpe frustrationerne.

"Men det er typisk med den ledelsesstil, vi oplever. Der er ingen tillid. Jeg er lige gået fra et møde, hvor de ansatte sagde til mig, at de ikke ville mødes med ledelsen, men bare stemme om, om de skulle genoptage arbejdet.

"Det er ledelsen helt ligeglade med, og de brager ind på mødet. Ved ikke at respektere medarbejdernes ønsker har ledelsen optrappet konflikten," siger Klaus Olesen.

Strejken er i strid med overenskomsten, lød det mandag aften fra Per Laursen, Danish Crowns produktionsdirektør.

"I Danish Crown justerer vi løbende akkorderne i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i overenskomsten. Det er der som regel forståelse for blandt medarbejderne," skrev han i en pressemeddelelse.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle