"Jeg vil helst overtage bedriften i ét hug"

Langemyregaard er både business og fødehjem. Thorbjørn Westh Koefoed vil kombinere begge dele.

For et år siden mødte LandbrugsAvisen Thorbjørn Westh Koefoed på Dalum Landbrugsskole, hvor han gik på et kursus for produktionsledere.

»Dengang var det min plan at overtage Langemyregaard efter min far inden for de kommende fem år. Det er det fortsat,« siger Thorbjørn Westh Koefoed, der også har posten som næstformand i Danmarks Landboungdom, - en post, der optager ham både en del hverdage og mange weekender hvert år.

»Jeg betragter bestyrelsesarbejdet som min hobby,« fortæller han.

PIV IKKE FOR MEGET

Thorbjørn Westh Koefoed hører ikke til dem, der konstant brokker sig over erhvervets vilkår.

Han mener tværtimod landbruget er et fantastisk erhverv.

»Vi skal passe på ikke at tale landbruget ned,« advarer han.

Det får både kommende elever, nuværende ansatte, befolkningen og kreditorer til at vende sig fra landbruget.

Har man den rigtige idé og kan vise et fornuftigt budget, så mener han ikke, at det er vanskeligere at etablere sig som landmand end i andre erhverv. Han minder om, at man som ung ikke giver for meget for en ejendom.

»Der er forsat sælgere, der ikke sætter en realistisk pris for deres ejendom,« lyder det fra næstformanden.

I forbindelse med etablering diskuterer man ofte opsparingens størrelse.

Thorbjørn Westh Koefoed ser ikke størrelsen af opsparingen som det vigtigste.

»Jeg ser mere opsparingen som en signalværdi snarere end, at dens størrelse har betydning for, hvor meget du kan låne,« forklarer han.

INTET PRES

Thorbjørn Westh Koefoeds far overtog selv Langemyregaard i 1990. I dag får sønnen en slags sidemandsoplæring hos sin far gennem det daglige arbejde. Det er kun senior, der står på skødet, og tanken om et glidende generationsskifte ligger ikke lige for.

»Jeg vil helst have et clean cut, hvor jeg overtager det hele på én gang,« siger han.

Over for banken vil han slå på, at bedriften er vokset, mens han har været hjemme.

Jagerpilot eneste alternativ  

Selvom der ikke er sat årstal på, hvornår Thorbjørn Westh Koefoed skal overtage Langemyregaard efter sin far, håber han meget, at det ender sådan. Et driftslederjob kunne dog være et alternativ, hvis det andet glipper.

»Ellers har jeg altid sagt, at det eneste, jeg ellers ville være, var jagerpilot,« siger han med et glimt i øjet.

Langemyregaard er siden 1990 vokset fra 150 søer med slagtesvin til nu 610 søer med slagtesvin.

Hertil er der et markbrug på samlet 550 ha, hvoraf cirka 300 ha er ejet. Bedriften dyrker en stor del af foderkornet selv.

Thorbjørn Westh Koefoed håber, at han på et tidspunkt, efter at han har overtaget bedriften, får mulighed for at fordoble soholdet og samtidig udvide slagtesvineproduktionen tilsvarende.

»I dag er soholdet og 7 kgs produktion samlet på Langemyregaard, smågrise på en anden og slagtesvin på to andre sites,« fortæller han.

Han har beregnet, at det koster to månedslønninger i tabt arbejde at have produktionen delt op, som den er i dag.

»Jeg tror nu, det er en sundhedsmæssig fordel, at vi kun har søer og pattegrise på Langemyregaard,« fortæller han.

Besætningen har både ondartet lungesyge, mycoplasma lungesyge og PRRSvacc. Og sektioneringen kunne være bedre.

»Det kunne en fremtidig udvidelse måske ændre på,« siger han.

Derimod mener han ikke umiddelbart, at en sanering er værd at overveje, medmindre den kunne omfatte det meste af den sydlige del af Bornholm.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle