Lægeforeningen: "En cadeau til landbruget og dyrlægerne"

Det samlede forbrug af antibiotika til dyr i Danmark er faldet med fem procent fra 2014 til 2015, viser nye tal. Svineproducenterne bruger samtidig mindre zink i svineproduktionen. Lægeforeningen roser landbruget og dyrlægerne for at vende udviklingen.

Brugen af antibiotika til husdyr og kæledyr i Danmark er fem procent lavere i 2015 set i forhold til året før. Det viser nye tal fra Danmap-rapporten, som hvert år opgør forbruget af antibiotika i Danmark.

Der er også sket et mindre fald i svineproducenternes forbrug af zink – et stof, som er med til at øge forekomsten af resistente bakterier - blandt andet MRSA-bakterien, fastslår Lægeforeningen.

”En cadeau til landbruget og dyrlægerne for at have vendt udviklingen. Det viser, at en målrettet indsats virker – bl.a. gennem aftalen om den såkaldte ”gult-kort ordning”, hvor svineproducenter får et påbud fra Fødevarestyrelsen om at nedbringe forbruget, når det er over et vist niveau”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen i en pressemeddelelse.

Forbruget skal yderligere ned

Han peger dog på, at forbruget af antibiotika og zink i landbruget stadig er for højt. 

”Overforbrug af antibiotika har store og alvorlige konsekvenser for både mennesker og dyr. Forkert brug betyder en voldsom stigning i antallet af resistente bakterier, som ikke kan bekæmpes med antibiotika. Fortsætter den udvikling risikerer vi pludselig at stå i en situation, hvor det er umuligt at behandle forholdsvis banale sygdomme. Derfor er det nødvendigt, at forbruget nedbringes yderligere”, siger Andreas Rudkjøbing. 
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle