Landmand efter brand: Det var mit værste mareridt

Kim Langgaard er landmand på Thyholm, Vestjylland. Hans to stalde med 1245 smågrise og 66 søer brændte 25. februar ned. Ingen skal opleve det, jeg har oplevet, fortæller han om tragedien.

Torsdag sidste uge startede ud som en normal dag for 32-årige landmand Kim Langgaard på hans gård i Thyholm.  Han havde fodret grisene, og hans kone var gået op med deres ældste datter for at hente deres yngste i vuggestuen.  

Hen på eftermiddagen var han i gang med at vaske stalden.

"Da jeg slukker højtryksrenseren, kunne jeg godt lugte noget røg. Jeg går hen imod lugten og finder inde på staldkontoret elradiatoren med cirka en kvadratmeter flammer omkring sig. Der går jeg i panik. Jeg løber tilbage efter højtryksrenseren for at stoppe branden, men indimellem bliver jeg nødt til at løbe ud for at få frisk luft. Efter cirka et minut indser jeg, at det ikke er muligt at slukke ilden," genkalder Kim Langgaard sig.

Han bakker ud for at kunne holde øje med varmen og røgen. Han lader stalddøren stå åben, så grisene kan komme ud. Uden held.

"Jeg lod stalddøren stå åben, så dyrene kunne komme ud. Men jeg hørte kun skrigene. De skreg helt tosset derinde," fortæller han.

"Skrigene var det allerværste. Det var helt forfærdeligt."

Han ringede til alarmcentralen, der ikke kunne høre ham, fordi telefonen havde fået fugt. Han valgte derefter at ringe til venner og familie i håb om, at en af dem tog telefonen. Kim Langgaards mor ringede tilbage og kunne slå alarm til brandvæsenet.

Imens er der blevet stille fra stalden. Der går faktisk blot få minutter, så har grisene mistet bevidstheden eller er døde.

Efter kort tid kommer der omkring 30 brandmænd, der hurtigt går i gang.

"Brandmændene koncentrererede sig mest om stuehuset, så der ikke gik ild i det også. Der var så meget røg i staldene og laden, at det var umuligt at gå ind i staldene. Det plastik som dyrene gik på, genererede meget røg," siger Kim Langgaard til Landbrugsavisen.dk

Afstemning: Er det i orden at jage pokemons i dine marker? 22. juli · 13:56

En forfærdelig tragedie

"Da branden var slukket, og det hele var faldet til ro, så begyndte jeg at tænke på dyrene, og deres skrig. Der var skrig og lige pludselig ro. Det var forfærdeligt. Men vi skal være glade for, at der ikke var nogen personskader," husker Kim Langgaard på.

Både hans far og naboen kom over for at hjælpe, selvom der ikke var meget, der kunne reddes.

"Det var hårdt for min kone, hun jo også har været med til at nusse om dem og haft kærlighed til dyrene. Min ældste datter på to et halvt år, hun sad indenfor og synes, at det var spændende at kigge på brandbilerne og brandmændene. Hun oplevede heldigvis ikke skrigene," fortæller han.

"Jeg ønsker aldrig, at landmænd oplever det, som jeg har oplevet. Man mister helt overblikket over, ved at der sker sådan noget her. Man skal bare lytte til ordensmagten, når de kommer. Jeg skulle hele tiden lige ind og hive noget mere ud derindefra, selvom jeg ikke kunne. Jeg tænkte ikke, jeg havde ingen overblik over, hvad der foregik," genkalder landmanden sig.

Efter det hele er overstået, har fundet ud af, at det måske var en forkert beslutning at lade døren stå åben ind til stalden. Han lod døren stå åben for at lade grisene kunne komme ud – men det betød, at der kunne komme ilt ind til flammerne. Det ærgrer han sig over i dag – men i situationen virker det som det mest rigtige at lade grisene kunne slippe ud. Han ved dog ikke, om det kunne have reddet grisene, hvis han havde ladet døren være lukket.

Kortslutning i en el ledning i el radiatoren 

I branden mistede Kim Langgaard 1245 smågrise og 66 søer. Der var heldigvis blevet saneret i den ene af staldene, så den stod næsten tom. 

"Jeg har 12 søer tilbage i en ældre farestald, der stod lidt væk fra branden, og ikke tog skade. Derudover har jeg også 150 klimagrise tilbage," fortæller Kim Langgaard.

Da han bliver spurgt om fremtiden, kan han ikke svare på det. Det er svært at vide, hvad fremtiden bringer, og nu skal de først finde ud af, hvad de får i erstatning af forsikringen. Men Kim Langgaard er ikke bange for at fortsætte som landmand.

"Når alt er gjort op, og vi ved, hvad vi får at forsikringen, så kan vi begynde at tænke over det. Vi står i en situation, hvor vi har muligheden for selv at bestemme, hvad vi skal lave fremover. Men jeg er bestemt ikke bange for at starte op igen," siger han. 

Tip os

Kommentarer

Forsiden lige nu