Mød de økologiske grise til Sofari

15 økologiske landmænd åbner søndag den 27. maj deres gårde op til Sofari. Her kan danskerne få mulighed for at møde de økologiske grise under åben himmel.

De økologiske landmænd med grise er begyndt at glæde sig til, at kalenderen viser d. 27. maj.

Her åbner de nemlig deres gårde for Sofari, hvor danskerne kan få mulighed for at se de økologiske grise boltre sig på marken eller i mudderhullerne.  

På Sofari.dk kan man se, hvor det er muligt at komme ud og besøge øko-grisene.

I år er der flere nye værter – særligt på Sjælland er der flere værter end der plejer at være.  Bl.a. Michael Nielsen som driver Tilsbæk Landbrug i Nordsjælland med både Antonius-grise og økologisk produktion.

"Vi bor jo lige i smørhullet, når det kommer til de økologiske forbrugere, og derfor er det helt nærliggende for os at åbne op og vise vores produktion frem. Jeg synes, det er rigtig spændende, at have dialog med de folk, som køber vores produkter, så jeg håber, at vi får mange forbi, som vil se, hvad vi laver", siger Michael Nielsen, der er en af fem gårde på Sjælland, der gør klar til Sofari.

"Jeg håber, folk vil komme ud og se, hvordan den økologiske produktion ser ud i virkeligheden, og hvorfor det økologiske kød har den pris, det har. Jeg vil rigtig gerne lave økologisk kød, men det kræver noget mere, og det, håber jeg, bliver klart til Sofari".

stor interesse for sofari

Sidste år besøgte mere end 12.000 danskere de økologiske grise til Sofari, men som bekendt er det ikke blot arrangementer som Sofari, der oplever øget interesse.

Salget af økologisk kød har været opadgående længe, og det betyder, at mængden af grise, der lever økologisk, vokser.

Den seneste statistik over økologiske jordbrugsbedrifter fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at antallet af økologiske søer er øget med 2.450 årssøer fra 2016 til 2017, og antallet af slagtegrise steg med 30.097.

Det glæder Randi Vinfeldt, der er økologisk griseproducent og medkoordinator af Sofari.

"Vi glæder os over, at flere og flere grise lever under økologiske forhold – hvor de bl.a. har mulighed for at boltre sig på marken og mærke den friske luft", siger Randi Vinfeldt. 

"Derfor er det også rigtig glædeligt, at danskernes interesse for at købe økologi stiger. Det er den interesse, vi gerne vil skubbe yderligere til med et arrangement som Sofari, hvor danskerne med egne øjne kan se, hvilken forskel de gør for dyrene, når de vælger økologi".

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle