Mange slagtesvineprojekter på vej
Gråkjær melder om stor interesse for at bygge slagtesvinestalde. Det er den kommende moderniseringsstøtteordning, der bidrager til interessen.

Den kommende moderniseringsstøtteordning, som giver tilskud til opførelse, renovering eller tilbygning af slagtesvinestalde, kan mærkes hos Gråkjær.

En stribe svineproducenter står ifølge projektkonsulent Jens Jepsen klar til at investere i nye slagtesvinestalde.

»Vi har mange gode store slagtesvineprojekter på tegnebrættet. Det er projekter på typisk 3.000 til 5.000 stipladser,« siger projektkonsulent Jens Jepsen, der er med på Gråkjærs stand på FarmerTech.

Han oplyser, at staldprojekterne både omfatter slagtesvineproducenter, der ønsker at skrue op for kapaciteten, men også soholdere, som arbejder på at få en integreret produktion.

Den store interesse kommer oven på en periode, hvor aktiviteten har været yderst begrænset.

»Perioden her i foråret og frem til sommeren 2016 har været den værste, vi har oplevet under den nuværende krise,« siger Jens Jepsen.

Han ser frem til, at moderniseringsstøtteordningen lanceres - efter planen 15. maj.

»Vi er rigtig glade for, at der nu er meldt en dato ud. Ordningen løber 15. maj og to måneder frem, men min bekymring er, at ordningen er for lang tid om at give tilsagn om pengene. Det vil vi gerne undgå,« siger Jens Jepsen.

Han opfordrer alle interesserede ansøgere til at have byggetilladelse, miljøgodkendelse og finansieringen på plads, når de ansøger moderniseringsstøtteordningen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle