Medie: MRSA-eksperter fraråder skolebesøg i svinestalde

Det er ikke farligt for skolebørn at komme i en svinestald, men de risikerer at tage smitten med ud af stalden og smitte andre - ældre og spædbørn - som MRSA cc 398 potentielt kan være skadelig for, siger ekspert.

Skolebesøgene til danske landbrug blev for to år siden, i 2014, lukket ned af daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og Fødevareminister Dan Jørgensen (S) ud fra et ”forsigtighedsprincip”.

Ni måneder senere gav Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen grønt lys for, at svinegårde igen kunne være værter for skolebesøg.

Ifølge Radio 24syv opfordrer to læger nu til, at politikerne lukker for skolebesøg på svinegårde.

"Jeg vil bestemt fraråde alle i min familie at besøge en svinestald," siger Henrik Westh - professor, overlæge og leder af Hvidovre Hospitals Videnscenter for MRSA - til Radio24syv.

Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, afviser at lukke ned for skolebesøg.

"Nogen siger det ene, andre siger det andet. I øjeblikket er der ikke nedlagt forbud mod besøg i stalde, fordi smitterisikoen i danske stalde er lav," siger Erling Bonnesen.

Han vælger at rette sig efter styrelsernes vurdering om, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt for skolebørn at besøge danske svinestalde med MRSA.

De seneste tal viser, at 68 procent af staldene er smittet med den multiresistente bakterie MRSA, som ikke kan bekæmpes med almindelig antibiotika.

"Det er ikke farligt for de raske skolebørn, der går ud af staldene med MRSA-bakterien på sig," siger professor og overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, Hans Jørn Kolmos.

"Problemet er, at de bærer bakterien ud i resten af samfundet og kan smitte babyer, gamle og svage – og for dem kan bakterien give alvorlige infektioner, som i sidste ende kan være dødelige," siger overlægen.

Landbrugsavisen.dk har fået følgende svar fra Sundhedsstyrelsen:

"Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedr. gårdbesøg er udarbejdet blandt andet på baggrund af rådgivning fra Statens Serum Institut. Argumentet for, at vi ikke fraråder gårdbesøg er, at langt de fleste personer, der kortvarigt opholder sig i en svinebesætning, som er smittet med MRSA, hurtigt og spontant vil tabe bakterien igen. De bliver således hverken bærere eller syge af enkeltstående besøg."
 
Man bør dog under besøg følge hygiejniske forholdsregler, når man besøger en svinestald, skriver styrelsen. De fremgår af Fødevarestyrelsens hjemmeside: https://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Besøg-i-besætninger.aspx

Tilføjet: Kommentar fra Sundhedsstyrelsen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle