Mohannad fra Syrien har job i sostald: Jeg elsker mit arbejde - religion sættes uden for døren

Mohannad Farhan fra Syrien er glad for sit arbejde på en svineproduktion på Langeland, hvor han i dag er fastansat.

Mohannad Farhan fra Syrien ankom alene til Danmark for to år siden. Han fik en opholdstilladelse og blev som integrationsflygtninge sendt til Langeland.

Han er i dag ansat hos Rubenlund Agro A/S griseproduktion, og det er han godt tilfreds med:

”Jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker mine kollegaer”, siger Mohannad Farhan.

Fra kok i Syrien til landmand på Langeland

Som uddannet kok var det Mohannad Farhans oprindelige ønske at få job på kok.

Restaurant Skovgaard Madmarked i Rudkøbing tog Mohannad Farhan i et praktikforløb på tre måneder, men de havde ikke mulighed for at fastansætte ham.

Det var herefter svært for jobcentret på Langeland at få Mohannad Farhan ud i jobpraktik.

Ulrik Bremholm, som ejer og driver griseproduktionen Rubenlund på Langeland, sidder i det lokale erhvervsråd. Det var herigennem, at svineproducenten blev gjort opmærksom på kommunens udfordringer med at få Mohannad Farhan og andre integrationsflygtninge i jobpraktik.

Landbruget er historisk set kendt for at kunne tage et aktivt socialt ansvar, forklarer Ulrik Bremholm.

Ikke desto mindre må jobcentret, ifølge Ulrik Bremholm, aktivt henvende sig til landmændene, hvis de har brug for hjælp.

”Det kræver, at I spørger”, havde han sagt på et møde.

”Og så kom de med Mohannad Farhan,” fortæller han. 

”Jeg følte mig placeret”

Mohannad Farhan startede i et praktikforløb på Rubenlund for halvandet år siden.

Motivation var ikke høj til at starte med. Jobbet lå langt fra håbet om at arbejde som kok, og som Mohannad Farhan forklarer, herskede følelsen af ”bare at være placeret”.

Ulrik Bremholm tog en snak med ham og forklarede ham, at han i samarbejde med jobcentret havde lavet en reel introduktionsplan for at finde ud af, om jobbet overhovedet var noget for ham.

Desuden forklarede Ulrik Bremholm, at der var mulighed for fastansættelse, så snart der blev en plads fri. Han gav Mohannad Farhan følgende tilbud: 

”Den kan du få, hvis det er det, du gerne vil”, fortæller Ulrik Bremholm. 

Mohannad Farhan var positivt overrasket, og motivationen steg ifølge ham selv betydeligt.

”Jeg følte mig nyttig og ønsket,” konstaterer han.

Og lige pludselig var der en plads åben. Mohannad Farhan fik som aftalt tilbuddet, som han med glæde sagde ja tak til for omkring et års tid siden.

Det var især på grund af gode kollegaer, at Mohannad Farhan takkede ja, forklarer han.

Det er Mohannad Farhans første arbejde med dyr. Ikke desto mindre deltager han i samtlige forefaldende arbejdsopgaver i soholdet. Det meste kommunikation foregår på engelsk, men korte enkle beskeder kan Mohannad Farhan, som går til danskundervisning, sagtens forstå.

Islam og svinekød

”Jeg har drillet Mohannad Farhan med, at han går glip af en fantastisk spise”, forklarer Ulrik Bremholm grinende og forklarer, at Muhammad driller tilbage, når han fortæller, at mange danskere ville kunne tabe sig, hvis de ikke spiser svinekød.

Mohannad Farhans ansættelse på Rubenlund kan virke utraditionel, fordi han er muslim og arbejder med svin. Ikke desto mindre har hans religion, ifølge både Mohannad Farhan og Ulrik Bremholm, aldrig været et problem.

”Jeg går op i mit arbejde, og ikke i min religion,” siger Mohannad Farhan.

Ulrik Bremholm fastslår, at religionen lægges uden for døren, ligesom mange andre private anliggender.

”Og hvis der i øvrigt fandtes begrænsninger, så kan man altid finde løsninger”, siger han.

En win win situation

Chef for Jobcenter Langeland, Torben Lønberg forklarer, at der på nuværende tidspunkt er 120 voksne integrationsflygtninge tilknyttet Langelands kommune. 

”Det er almindeligt brugt inden for landbruget at hente arbejdskraft uden for Danmark, men hvorfor ikke ansætte folk, som allerede bor på Langeland?”, spørger Torben Lønberg. 

”Mange integrationsflygtninge bor på øen, og det bliver derfor ikke bedre, hvis de også kan arbejde her,” forklarer han, og konkluderer:

”Det er en win win-situation, hvis de ansættes i landbruget”. 

Og der er, ifølge Torben Lønberg, ikke forskel på at ansætte en flygtning eller en dansker tilknyttet jobcentret.

”Det kræver ikke mere arbejde – det er den samme blanket, som skal udfyldes,” forklarer han.

Alt efter borgerens jobparathed kan der arrangeres praktikforløb på enten 4 eller 13 uger med mulighed for forlængelse og eller løntilskud.

Ifølge Torben Lønberg forsøger jobcentret altid først at finde et job, der passer til integrationsflygtningens uddannelse, men det er sjældent en nem opgave. Han forklarer, at det er en svær opgave dels på grund af manglende åbne stillinger, og dels på grund af forskellige krav mellem de danske og de udenlandske uddannelsesniveauer.

”Det er derfor, at mange oplever et brancheskift. Det er et vilkår”, konkluderer Torben Lønberg.

Der har, ifølge Torben Lønberg, førhen hersket en opfattelse af, at det er umuligt at ansætte muslimske flygtninge i svineproduktioner.

”Men det er det så ikke”, forklarer Torben Lønberg og refererer til Mohannad Farhan.

En international og rummelig bedrift

Mohannad Farhan har 23 kollegaer på Rubenlund, hvor der ud over danskere også er ansatte fra Polen og Rumænien.

Der er ifølge Ulrik Bremholm flere grunde til, at han har ansat Mohannad Farhan.

”Det starter med en selv: Hvad er din holdning? Vil du gerne gøre noget for dine medborgere?

Der er masser af muligheder på jobcentret – praktik, flexjob osv.,” fortæller Ulrik Bremholm og tilføjer at både glæde og motivation kommer mangfoldigt igen.

”Viljen til at ville - det er det vigtigste”, siger han med tanke på både nydansker og landmand.

Ulrik Bremholm tilføjer, at hans ansattes forskelligartede baggrund med en vifte af nationaliteter har affødt interesse hos jobsøgende danske landmænd.

”Jeg har for nyligt modtaget en uopfordret dansk ansøgning, som var sendt på baggrund af, at vi er en rummelig arbejdsplads med plads til alle”, oplyser Ulrik Bremholm.

Faktaboks

Rubenlund Agro

  • Produktion fordelt på 8 stalde på Langeland og Fyn
  • 1.300 full line søer
  • 50.000 grise sendes årligt til Danish Crown
  • Planteavl 1.850 ha heraf ca 150 ha økologisk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle