Nu dyrere at bruge colistin i gult kort-regnskab

Den stigende kurve for colistinforbruget i svineproduktionen skal knækkes, siger miljø- og fødevareministeren. Derfor skal forbruget fremover tælle tungere i medicinregnskabet.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har besluttet, at vægtningsfaktoren for colistin hæves fra 1 til 10 i det differentierede gule kort. Det skriver han i en pressemeddelelse.

Beslutningen træffes ud fra et forsigtighedsprincip og af hensyn til resistensudviklingen, eftersom Colistin ifølge ministeriet er et antibiotikum, som er kritisk vigtigt for behandling af mennesker.

Opdagelsen i 2015 af et nyt colistin-resistensgen (MCR-1) har sat fokus på anvendelsen af colistin til produktionsdyr.

Beslutningen sker på trods af, at forbruget af colistin til produktionsdyr i Danmark ligger under det Europæiske Medicinagenturs (EMA) anbefalinger fra 2016.

Ikke desto mindre er forbruget stigende, og Fødevarestyrelsen vurderer, at for at bremse stigningen bør colistin vægte tungere i medicinregnskaberne i forbindelse med det differentierede gule kort, blandt andet for at forhindre, at colistin bruges som erstatning for tetracyklin, der vægtes tungt i antibiotikaregnskabet i overensstemmelse med intentionen i MRSA-handlingsplanen, skriver ministeriet.

"Det er bekymrende, at forbruget af et kritisk vigtigt antibiotikum som colistin er stigende. Selvom forbruget stadig ligger et godt stykke under de faglige anbefalinger, synes jeg, der bør gribes ind nu for at sikre, at stigningen bremses," siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Kritik fra VSP

Christian Fink Hansen, sektordirektør for VSP, under L&F, er ærgerlig over beslutningen.

"Dansk landbrug er førende i verden, når det kommer til et lavt antibiotika-forbrug. Det har vi tænkt os fortsat at være. Derfor er det også ærgerligt, at ministeren ser sig nødsaget til at hæve vægtningen af colistin. Vi har i dansk landbrug hidtil fulgt anbefalingerne fra WHO, som ikke har rubriceret colistin sammen med de andre kritiske anbitiobika," siger Christian Fink Hansen i en skriftlig kommentar.

"De stærkt kritiske antibiotika som cephalosporiner og flourokinoloner har dansk landbrug, modsat mange andre lande, et minimalt brug af, netop på grund af WHOs anbefalinger."

"Når man træffer så drastiske beslutninger, som det er at hæve vægtningen af colistin til faktor 10, så er det vigtigt, at der er en solid faglighed bag beslutningen. Det mener jeg godt, kan anfægtes i denne forbindelse," siger VSP-sektordirektøren.

Kjeld Hansen, debattør og journalist, kritiserer, at Christian Fink Hansen siger, at WHO ikke har rubriceret colistin sammen med de andre kritiske anbitiobika.

Jan Dahl, chefkonsulent og dyrlæge, L&F, siger, at der findes to WHO-lister over kritisk vigtig antibiotika. Den ene er alle de kritisk vigtige – og her er colistin på listen – men der er en anden liste over kritisk vigtige antibiotika, som landbruget bør holde sig fra, og der har WHO på nuværende tidspunkt ikke sat colistin på listen, siger Jan Dahl.

Opdateret 1. marts klokken 11.02 med kommentar fra Christian Fink Hansen.

Opdateret 3. marts klokken 14.58: Kritik fra Kjeld Hansen og svar fra Jan Dahl, L&F, tilføjet artiklen.

Faktaboks

Siden det differentierede gule kort blev indført sidste år, har kritisk vigtige antibiotikummer vægtet tungt med henblik på at tilskynde til et lavere forbrug af disse typer.

Dermed tilskyndes landmanden til at skrue ned for forbruget. Eksempelvis vægter de såkaldte kritisk vigtige cefalosporiner og fluorokinoloner med en faktor 10 og tetracyklinerne med en faktor 1,5.

"Antibiotikaforbruget i dansk landbrug er stort set uden undtagelse faldet siden 2009 og ligger på et niveau, som kun få andre lande i verden kan matche. Udviklingen skyldes blandt andet at Danmark, som det eneste land i verden, har indført en gul kort ordning, der rammer de landmænd, der bruger mere antibiotika end nødvendigt," skriver Miljø- og Fødevareministeriet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle