Ny miljøregulering løfter slagtesvinene

Plads til flere slagtesvin ved nye miljøregler, men ikke den store forskel for søer og smågrise.

1. august vågner landets svineproducenter op til en ny miljøregulering, som på en række centrale områder har betydning for regulering af produktionen.

Væk er for eksempel dyreenhedsbegrebet, ligesom der indføres et loft for, hvor meget fosfor der må tildeles pr. hektar.

Selv om nogle småting endnu ikke er faldet på plads, vurderede Per Tybirk, chefkonsulent hos Seges, på et fodermøde i Kolding forleden, at de store rammer for den nye regulering er sat.

Hvor den nye regulering ikke får den store betydning for søer og smågrise, ser det anderledes ud for slagtesvin, hvor der ifølge Per Tybirk kommer til at ske en betydelig lempelse de kommende år.

Som følge af de nye regler må der i 2017-2019 udbringes 39 kg P/ha. Ved et norm-fosfortal på 4,8/ha er det i dag tilladt at have 51,1 slagtesvin pr. hektar ved 1,4 DE, mens der må være 61 slagtesvin, når der udbringes 39 kg P/ha.

Som noget nyt kan svineproducenter korrigere for egne tal ved at opgøre P-indholdet i gødningslager. Det kræver dokumentation for foderudnyttelse og P-indhold i foderet.

Ifølge beregninger er det optimalt at reducere fra 4,8 fosfor/FE til ca. 4,5 gram fosfor/FE, fordi man derved kan nå udnytte grænserne på 170 kg N/ha og 39 kg N/ha optimalt. Ved en effektivitet på 2,65 FE/kg tilvækst kan man have 76,8 slagtesvin/ha og stadig overholde harmonikravet. Det er 26 procent flere slagtesvin pr. ha end normatl.

Faktaboks

Ny regulering

  • DE forsvinder.
  • Nyt fosforloft indføres.
  • Krav til harmoniareal kan ofte reduceres.
  • Ændringerne er mange og kan findes i uddybet form på svineproduktion.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle