Ny svineproducent runder 7.000 søer - samarbejder med rigmand

Jan Rodenberg har siden overtagelse af en konkursramt soejendom i Christiansfeld 1. april 2016 samlet en produktion på 7.300 søer i Danmark.

Udviklingen har nærmest været eksplosiv for Jan Rodenberg, der lagde direktørkasketten hos SvineRådgivningen fra sig med udgangen af marts 2016, og påbegyndte en karriere som svineproducent.

Siden har han ikke kigget sig tilbage, og i dag står han i spidsen for 60 ansatte og driver en af landets største svineproduktioner, der har udsigt til et overskud på 30 mio. kr. i år - ikke mindst anført af de flotte priser på smågrise, som selskabet producerer i 100.000-vis og eksporterer.

»Sidste år kunne jeg se, at priserne var rigtige, og da overtog jeg en sogård i Christiansfeld, hvor der var 1.000 søer ved overtagelsen,« indledte Jan Rodenberg sit indlæg, da han var indlægstaler på det årlige bankseminar hos Danske Svineproducenter, hvor han selv indtager næstformandsposten.

De 1.000 søer blev hurtigt til 1.600, da der ved overtagelsen af den konkursramte soejendom, var en investeringsplan i skuffen.

Men Jan Rodenberg ville gerne udvikle sig yderligere, nu han havde fået driften sat på skinner og opnået gode produktionsresultater.

»Nu gik det jo rigtigt godt, så jeg gik til min bankmand Kaj, der sidder dernede i salen, og spurgte om jeg kunne låne nogle penge. Han sagde til mig, at jeg godt nok havde en god historik, men at den var lidt kort,« sagde Jan Rodenberg til stor modskab for de fremmødte bankfolk.

Fart på efter møde med entreprenør

Men i december 2016 kom der fart over feltet, da Jan mødte den tidligere entreprenør Jan Daugaard Pedersen.

»Jeg mødte ham i december 2016, og samme måned begyndte vi at købe ejendomme. Vi skulle jo lige lære hinanden at kende først,« fortalte Jan Rodenberg med et stort smil.

Opbygningen af den omfattende svineproduktion, der nu omfatter 7.300 søer fordelt på en række soejendomme i Jylland og to opformeringsbesætninger med det kendte avlscenter Kollund i spidsen, er forløbet på den måde, at Jan Daugaard Pedersen har investeret i ejendomme, mens Jan Rodenberg driver dem. Det gælder for eksempel Avlscenter Kollund, hvor Jan Rodenberg i løbet af kort tid har formået at løfte afsætningen af polte betydeligt fra det kendte avlscenter, så der nu er udsolgt.

Medvirkende til at produktionen er vokset så hastigt, skyldes også en anden kontakt - til 2.250 søer fra Jonas Juhl og Carsten Lund Thomsen, hvor sidstnævnte mest er kendt for sin andel i det store udenlandske svineproduktionsselskab Idavang.

»Jonas og Carsten havde læst om os, og de ringede til os. Carsten Lund havde egentlig opgivet troen på dansk svineproduktion, men han kunne nu for første gang se en ide med det,« fortalte Jan Rodenberg.

De fire har nu slået pjalterne sammen - ikke formelt, men planen er, at alle aktiviteter samles i et selskab, for at sikre, at alle fire ejere sidder på samme side af bordet, som Jan Rodenberg udtrykte det.

Fremtidsplanerne står nu på konsolidering og etablering af tre biogasanlæg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle