Skyhøj svinepris på vigtigt marked

Eksporten til Kina er stigende. Nu næststørste marked.

»Man siger, at i Kina spiser de hunde. Muligvis. Men heldigvis spiser de flere grise, og det har vi kunnet se på eksporten til Kina i år.«

Sådan lød det fra Erik Larsen, formand for Seges VSP, i beretningen på Svinekongressen tirsdag formiddag.

»Lige nu forventer vi, at eksporten af svinekød til Kina i 2016 vil ramme et niveau omkring fem mia. kr. Det gør Kina til vores næststørste eksportmarked. Den kinesiske produktion er i gang med store strukturændringer. Det betyder, at de lige i øjeblikket ikke kan producere nok selv, og det har for en tid fået den kinesiske notering op omkring 20 kr. pr. kg,« sagde han.

Erik Larsen glæder sig over, at det giver dansk svinekød en større andel af forbruget på verdens største marked for svinekød.

Dansk svinekød er anerkendt i Kina − specielt for fødevaresikkerhed. Men også i Kina er man begyndt at tale om miljø og dyrevelfærd. Også områder, hvor vi er førende i Danmark. Det kan give både en konkurrencefordel og en merpris på det kinesiske marked.

Det kinesiske marked er dermed med til at forbedre noteringen og til at give optimisme, og sikre at slagterierne i Danmark fortsat matcher de tyske slagterier.

Et sted ser det virkelig godt ud for tiden er hos økologerne.

»De har haft et fantastisk år – og lige nu ser det ud til, at succesen bare fortsætter,« lød det fra Erik Larsen.

Økologernes succes skyldes, at der lige nu er stor efterspørgsel efter økologi på markedet – ikke bare i Danmark - men også på eksportmarkederne. Det er en tendens, der har været på vej de seneste par år.

I år har den antibiotikafrie produktion også fået stor omtale både i Danmark og i USA. Det er stadig et meget lille marked. Men det giver nye muligheder for de svineproducenter, der vælger at prøve kræfter med den nye produktionsform.

»Herfra er holdningen helt klar. Som svineproducenter er vi fødevareproducenter – og vi er omstillingsparate. Vi tilpasser os gerne forbrugerens efterspørgsel – særligt når der er tale om en blivende efterspørgsel efter nye produkter. Det må ikke være en døgnflue,« understregede formanden og tilføjede:

»Så længe forbrugeren er parat til at betale for den meromkostning og de investeringer, der er nødvendige for at levere varen, er vi klar til producere det, som vores kunder vil have.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle