Slagtesvineproducent i top-10: Her er mine ni veje til høj effektivitet

Svinekonsulent Rie Krukow fortæller om en slagtesvineproducent med produktion på seks sites, som formår at styre produktionen fremragende og med høj effektivitet.

Af Rie Krukow, svinekonsulent, LMO Svin

Thomas er slagtesvineproducent og producerer ca. 50.000 slagtesvin på seks sites.

Thomas og tre medarbejdere passer slagtesvinene. Thomas har det overordnede opsyn og ansvar, mens medarbejderne har det daglige opsyn og ansvar på de sites, de er tilknyttet.

Der indkøbes grise fra to UK-besætninger med høj sundhedsstatus, og produktionen er AIAU på siteniveau.

På fem ud af seks sites er foderet hjemmeblandet - på egen kornavl, og et af disse sites er med vådfoder. Det sidste site er med indkøbt foder.

Thomas er på hvert site mindst en gang ugentligt, hvor daglige gøremål og rutiner drøftes, og hvor grisene gennemgåes i fællesskab. Målet er en konstant effektivitet blandt de 10 procent bedste, og en stigning på 10 procent pr. år.

Når jeg spørger Thomas, hvad han gør for at styre produktionen så godt, som det er tilfældet, er svaret: Jeg gør ikke noget særligt.

Det er helt sikkert rigtigt – men det er også rigtigt, at Thomas gør noget anderledes en mange andre.

Ni veje til høj effektivitet

Mit bud på succesen er, at den systematik Thomas altid har med i sine beslutninger og gøremål gør forskellen.

Thomas nævner både nogle overordnede og daglige områder, hvor systematikken spiller en stor rolle.

1. Besætningsdyrlægen skal være den samme hos soholder og slagtesvineproducent, så der kan ageres hurtigt og hele vejen rundt ved problemer. Det er vigtigt at dyrlægen er indforstået med, at han er rådgiver for en enhed, ikke to bedrifter.

2. Der skal være tæt kontakt mellem soholder og slagtesvineproducent og en klar aftale om, at parterne drøfter alle emner der er relevante for produktionen.

3. Hvis der er problemer med indkøbte grise, som ikke kan løses, kan det blive nødvendigt at skifte leverandør.

4. P-kontrol og DB-tjek er en fast del af den løbende opfølgning. Begge dele anvendes aktivt til de drøftelser, Thomas har med medarbejdere, dyrlæge og rådgiver om hurtig og konkret opfølgning på udfordringer eller tiltag i besætningerne.

5. Thomas benytter løbende fodringsrådgivning, så han er sikker på at blandingen er som ønsket. De anvendte mineraler er nok i den dyre ende, da Thomas vil være helt sikker på, at der ikke er underforsyning til de hurtigt voksende grise.

6. En person varetager den overordnede styring omkring foder. Det er umådelig vigtigt aldrig at gå tør for råvarer.

7. Der arbejdes konstant med et’ tiltag ad gangen, og altid i mindst seks måneder, så virkning kan vurderes korrekt.

8. Medarbejdere skal være indstillet på at arbejde systematisk og overholde aftaler omkring daglige rutiner og pasning af grisene – ellers passer de ikke på bedriften.

9. Thomas lægger stor vægt på, at alle opgave er lige vigtige, lige fra at vaske en stald grundigt til at feje foderladen og passe grisene.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle