Svinefoder er 10-15 kr. billigere end sidste år

Sojaskrå og korn er blevet billigere.

Slagtesvinefoder handles for tiden til priser mellem 149-155 kr. pr. 100 kg.

Det oplever Søren P. Larsen, Midtjysk Svinerådgivning i Skive.

»Det er i størrelsesordenen 10-15 kr. billigere pr. 100 kg sammenlignet med foderpriserne fra sidste sæson,« siger konsulenten.

Prisfaldet skyldes både billigere korn og billigere sojaskrå.

Skal svineproducenterne købe korn hos grovvareforretningen, koster det omkring 115 kr. pr. 100 kg for både byg og hvede. Kornprisen er omkring 10 kr. lavere end i høst 2015.

»Diegivningsblandinger handles i vores område til 170-175 kr. pr. 100 kg,« oplyser Søren P. Larsen.

Det er også omkring 10-15 kr. billigere end i den gamle fodersæson.

Sojaskrå koster omkring 280 kr. Her er tendensen faldende, fordi der er gode udsigter for den kommende amerikanske sojahøst, der begynder om relativ kort tid.

Svineproducenterne har med de nye foderpriser udsigt til at foderomkostningen falder mellem 30 og 40 kr. pr. produceret svin.

Når der samtidig er gode udsigter for smågrisepriserne i blandt andet Tyskland, lover det relativ godt for økonomien i svineproduktionen den kommende tid.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle