Der er i øjeblikket en rimelig balance på det europæiske marked for ferskt svinekød. Udbuddet af levende grise er godt nok i den lave ende, men det modsvares langt hen ad vejen efterspørgslen, lyder meldingen fra Danish Crown.
"Vi ser i øjeblikket et rigtigt godt salg af ferske nakker til grillprodukter, men vi mangler at få efterspørgslen efter eksempelvis bove og småkød til forædlingsindustrien med op, for at det slår igennem på prisen for hele grisen," fortæller Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.
Han fortæller videre, at afsætningen af skinker, bove og brystflæsk er stabil, mens markedet for hele forender er en smule under pres. Til gengæld er der en bedring på kamme og midterstykker.
"Vi har en rigtig god efterspørgsel på midterstykker fra Australien i øjeblikket. Det er med til at stabilisere og løfte markedet for kamme i Europa," forklarer Søren Tinggaard.
Til de øvrige lande udenfor Europa er der en god afsætning til Japan, mens indkøberne i Kina i øjeblikket er en smule tilbageholdende, siger han.
Kommentarer