Svineprisen i stor stigning

Danish Crown øger svinenoteringen med 30 øre for slagtesvin og 50 øre for søer.

I den samme uge, som forårssolen endelig har ramt Danmark, begynder temperaturen også at stige på det europæiske marked for fersk svinekød.

Det melder Danish Crown, der har øget slagtesvinsnoteringen med 30 øre til ni kroner pr. kg, mens so-noteringen øges med 50 øre til 5,60 kr. pr. kg.
 
"Der er sket en ganske tydelig vending i stemningen. Vi ser en bedre efterspørgsel efter stort set alle delstykker, og der er ingen tvivl om, at det hænger direkte sammen med forårsvejr og solskin i hele Mellem- og Nordeuropa, siger Søren Tinggaard," underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.
 
At vejret har så stor betydning for efterspørgslen, skyldes ikke alene, at grillsæsonen nu skydes i gang. Så snart solen skinner, kommer der gang i udelivet, og derfor stiger forbruget af både skinke, bacon og pølser også ganske betragteligt.
 
"Vi er ganske positive lige nu. Vi har en god situation for nakker, bove, forender, bryst og skinker, fordi vi allerede har dækket en del af salget af med gode kontrakter. Det giver os mulighed for at være lidt mere offensive i spotmarkedet og gå målrettet efter de bedste handler," siger Søren Tinggaard.
 
Efterspørgsel på backs til Storbritannien er også i bedring, mens afsætningen til både Kina og Japan er uændret på et forholdsvis højt niveau.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle