Svineproducent: Find et andet kæledyr end en gris

Svineproducent Peter Sommer Jensen påpeger, at kælegrise kan være farlige for erhvervet.

Søde små grise bliver stadig mere almindeligt at holde som kæledyr. Men det kan gå grueligt galt, for kælegrisene kan sætte hele vores svineproduktion over styr.

Derfor har Fødevarestyrelsen udgivet en guide til det omfattende regelsæt, som private skal overholde, hvis de holder gris i hjemmet.

"Det er faktisk alvorligt, det her," siger svineproducent Peter Sommer Jensen i Værum ved Randers og formand for svinerådgivningen i LMO.

Kælegrise, der eksempelvis bliver fodret med madrester. kan nemlig let blive smittet med svinepest og mund- og klovsyge. Sker det, kan det få store konsekvenser for svineproducenterne.

"Bare én gris, som får det, vil øjeblikkeligt lukke eksportmarkederne. Så man spiller hasard med den danske svineproduktion og vores levebrød," siger Peter Sommer Jensen til DR Østjylland.

Hvis eksporten af svinekød lukker i en periode, kan det betyde, at mange svineavlere må dreje nøglen om.
Derfor har Peter Sommer Jensen en klar opfordring til folk, der overvejer at få en kælegris i huset.

"Overvej seriøst, hvad du vil med den kælegris. Og hvis du VIL have kæledyr, så find et andet kæledyr - en hund eller en kat," siger han til DR Østjylland.

Hvis man selv har en kælegris kan man gå ind på Fødevarestyrelsens hjemmeside og læse den nye guide til hvordan man sikkert holder gris i hjemmet.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle