Svineproducenter får flere penge til modernisering i år

Nu bekræftet: Miljø- og Fødevareministeriet rykker puljen for 2017 frem til i år for at imødekomme den store interesse for at bygge og modernisere slagtesvinestalde.

Svineproducenter med byggeplaner kan glæde sig: Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen bekræfter nu, at man vil fremrykke næste års pulje på 168 mio. kr. til modernisering af svinestalde til i år for at kunne imødekomme flest mulige ansøgere.

Derved kommer den samlede pulje til at bygge nye slagtesvinestalde op på 342 mio. kr. og derved kan langt flere ansøgninger imødekommes.

»Det er jeg meget glad for. I Videncenter for Svineproduktion har vores indstilling hele tiden været, at det var det rigtige at gøre,« siger Erik Larsen, formand for L&F Svineproduktion.

»Det er meget glædeligt, at ministeren bakker op om det.«

Stor overansøgning

Miljø- og Fødevareministeriets beslutning om at fremrykke 2017-puljen skyldes en overraskende stor søgning til moderniseringspuljen for slagtesvinestalde.

Der var afsat 174 mio. kr. til ansøgningsrunden, men der blev ansøgt for hele 364 mio. kr.

Nu kan langt de fleste ansøgere altså se frem til at få deres planer ført ud i livet alligevel, og det er en fordel af mange grunde, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Giver bedre miljø

»Det er glædeligt, at der er stor interesse for investeringer i moderniseringen af de danske svinestalde. Investeringerne vil føre til en mere miljøvenlig og effektiv produktion ude hos de danske svineproducenter,« siger Esben Lunde Larsen i en skriftlig kommmentar.

»Det bidrager til vækst og øget eksport, og vil bidrage til at fastholde arbejdspladser her i Danmark. Derfor har vi fundet finansiering til at imødekomme så mange ansøgere som muligt.«

Midler var afsat

Finansieringen sker inden for rammerne af landdistriktsprogrammet 2014-20.

Der er således tale om fremrykning af allerede afsatte midler til modernisering af slagtesvinestalde.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle