Svineproducenter om forbud: Vi skal skynde os - men undgå "vidundermidler"

Danske Svineproducenter beklager EU’s beslutning om udfasning af VetZink.

EU-Kommissionens forbud mod brug af medicinsk zink om senest fem år giver travlhed hos svinesektoren.

Det siger Henrik Mortensen, formand for Danske Slagtesvinsproducenter.

"Der er ingen tvivl om, at vi i hele sektoren nu får rigtigt travlt med at undersøge brugbare alternativer til VetZink, så vi er helt sikre på, at de små grises sundhed og velfærd ikke blive forværret," siger Henrik Mortensen i en kommentar.

Henrik Mortensen mener, at Seges Svineproduktion skal prioritere den forskning højt, så det ikke overlades til alle, menige svineproducenter at eksperimentere med alle mulige vidundermidler, som ivrige sælgere vil forsøge at introducere i besætningerne.

EU's kommite fór medicin til veterinær brug CVMP (The European Medicines Agency’s Committee for Medicinal Products for Veterinary Use) traf mandag afgørelse omkring brugen af medicinsk zink til smågrise.

Siden EU’s medicinagentur, EMA, for første gang kom med sine betænkeligheder ved brugen af zinkoxid, det såkaldte VetZink, til smågrise, i december, har EMA evalueret produktet endnu en gang i foråret, og efterfølgende har de enkelte landes lægemiddelstyrelser indgivet deres anbefalinger efter dialog med erhvervet i de enkelte lande.

Afslutningsvis har CVMP afgivet sin beslutning, og den lyder på en udfasningsperiode i op til fem år - akkurat som det blev anbefalet af eksempelvis den danske Lægemiddelstyrelse i marts måned i år.

CVMP’s beslutning betyder, at det bliver op til det enkelte land, hvor lang tid inden for den femårige overgangsperiode, udfasningsperioden vil vare.

"Vi er utilfredse med, at overgangsperioden ikke bliver længere end fem år. Vi havde selv har indstillet til en overgangsperiode på mindst 10 år," siger Henrik Mortensen.

"Det er af afgørende betydning, at vi får tid nok til at finde brugbare alternativer, da der ellers er overhængende fare for, at EU har truffet en beslutning, der øger risikoen for et øget antibiotikaforbrug og en forringet dyrevelfærd. Og det er der naturligvis ingen, der ønsker," påpeger Henrik Mortensen.
 

 

 


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle