Svineproducenter optimister - trods stor konkurs på Bornholm

Svineproducenterne forventer at fylde nye stipladser med smågrise, der i dag eksporteres.

På Bornholm har det vakt opsigt, at en Carsten Nielsen, Vestregaard, med en produktion på 50.000 smågrise årligt må stoppe produktionen.

”Det berører os alle sammen. Vi kender ham jo rigtig godt. Det er vi kede af for ham personligt, for han har lagt mange kræfter i det,” siger Karsten Westh, stor svineproducent på øen og tidligere svineformand.

”Det var jeg da frygtelig ked af at høre, særligt på de berørte personers vegne. Men så giver det også en lille krusning i forhold til vores produktionsniveau på Bornholm,” siger Stine Mikkelsen, formand for svineproducenterne på øen.

15.000 nye stipladser

Svineproducenterne på Bornholm skal fra slagteriåret 2016/17 levere ekstra grise til slagteriet i Rønne, ellers må de tilbagebetale 15 øre pr. kg. Når aftalen er fuldt indfaset, skal de levere 50.000 ekstra grise, så de minimum leverer 500.000 grise om året.

I 2014/15, leverede producenterne 10.000 ekstra grise, altså 460.000. Til gengæld har nybyggeri skaffet 15.000 ekstra stipladser, svarende til 60.000 svin ved fuld kapacitetsudnyttelse.

Både Stine Mikkelsen og Karsten Westh tror på, at det lader sig gøre for de cirka 30 soholdere på øen at fylde staldene. Vurderingerne går på, at 60.000-80.000 smågrise aktuelt eksporteres årligt.

”Vi har eksporteret en del smågrise fra øen, så der skal omfordeles grise og folk skal finde nye aftaler. Samtidig oplever vi produktionsfremgang i soholdene, så jeg tror ikke, det er noget problem,” siger Stine Mikkelsen.

En stor del af grisene er puljegrise, som det er muligt at omfordele, selvom det måske tager lidt tid, siger hun.

Optimisme

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så så jeg meget kritisk på det, da DC kom med aftalen. De havde ikke regnet ordentligt på tingene,” siger Karsten Westh, som dog nu tror på, det nok skal lykkes at komme i mål.

Han siger, at de bornholmske har god produktionseffektivitet.

”Vi ligger to grise over landsgennemsnittet på søer, og vi gør også godt på slagtesvin. Det er det, der gør, at vi har en fremtid. Vi har mange unge svineproducenter, der er hammerdygtige,” siger Karsten Westh.

Karsten Westh er sågar selv - netop i dag - gået i gang med at grave ud til 500 kvm stald med 1000 stipladser ekstra.

Tillid til slageriet er vigtigt

En anden svineproducent, Henrik Tolstrup, Dalegård, lægger vægt på, at han mærker opbakning på øen.

”Jeg kan jo se, at mit samfund rundt omkring mig bakker op om, hvad jeg laver. Ellers havde de lukket os for længe siden. Så jeg er fortrøstningsfuldt på det,” siger Henrik Tolstrup, som dog godt kunne savne mere opbakning fra andelsslagteriet.

Han har selv 260 søer med 8000 slagtesvin i nogle ældre staldanlæg. Hvis han vil investere i nye stalde, så kræver det, at han har tillid til slagteriets fremtid, pointerer han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle