Ticans andelshavere godkender salget til Tönnies

Andelsselskabet Tican a.m.b.a. har i dag på en ekstraordinær generalforsamling formelt godkendt aftalen om salg af aktiekapitalen i Tican A/S og dermed overdragelse af samtlige aktiviteter i Tican’s driftsselskaber til den tyske fødevarekoncern Tönnies.

"Jeg glæder mig meget over andelshavernes store opbakning til aftalen med Tönnies. Aftalen sikrer Andelsselskabet Tican a.m.b.a. et attraktivt provenu, som dækker A-kapitalen og giver god betaling for ejerskabet, samtidig med at den sikrer en konkurrencedygtig restbetaling for 2014/15," udtaler bestyrelsesformanden i Andelsselskabet Tican a.m.b.a., Jens Jørgen Henriksen, i en pressemeddelelse.

"Når handlen er endeligt godkendt af konkurrencemyndighederne, vil der blive afholdt en ordinær generalforsamling i Andelsselskabet Tican a.m.b.a., hvor den endelige restbetaling på 105 øre/kg for 2014/15 formelt skal besluttes," fortsætter Jens Jørgen Henriksen.

"Efter den endelige godkendelse vil Tönnies yderligere udbetale et markedspristillæg på 80 øre/kg ud over den ugentlige acontopris for leverancerne fra 1. oktober 2015 og frem. Markedspristillægget reguleres herefter hvert år i december i overensstemmelse med markedet. Alt dette er nedfældet i en samarbejdsaftale mellem Andelsselskabet Tican a.m.b.a. og Tönnies," slutter Jens J. Henriksen.

Han understreger, at Ticans andelshavere bevarer det fremtidige ejerskab til Andelsselskabet Tican a.m.b.a., som vil fortsætte leverancerne af slagtesvin til det nu Tönnies-ejede slagteri.

Aktieoverdragelsesaftalen med Tönnies er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, hvilket forventes opnået i februar måned.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle