Vækstgrise og stærke fravænnings-grise præger Fagligt Nyt

Fagligt Nyt i slutningen af september har 32 indlæg af faglig og politisk karakter. Der lægges op til debat om emner, der optager offentligheden.

Næst efter Svinekongressen er Fagligt Nyt et af de arrangementer i løbet af året, som rummer flest indlæg af svinefaglig relevans.

Igen i år er antallet af indlæg ved Fagligt Nyt helt i top med 32 styk, som skal gøre de normalt cirka 200 deltagere klogere på de seneste svinefaglige landvindinger.

Desuden har arrangørerne, Seges Svineproduktion, ved årets arrangement lagt op til, at flere af indlæggene har den brede offentligheds opmærksomhed og dermed danner grundlag for en debat.

Fagligt Nyt strækker sig over to dage i slutningen af september og har i år tre overordnede temaer, hvor førstedagen, 26. september, bl.a. beskæftiger sig med emner, der indimellem får sindene i kog, når dansk svineproduktion diskuteres i den brede offentlighed.

Der tages fat på emner som varsling af halebid, begrænsning af MRSA, hangrise og medicinsk zink. Men der er også indlæg om den økonomiske konsekvens af for lav fravænningsalder, e-læring af udenlandske ansatte og stier til løsgående diegivende søer.

På andendagen indledes med temaet Stærke grise til fravænning.

Her byder indlægsholderne på emner med udgangspunkt i soen - herunder dens behov for energi og lysin omkring faring samt mobilisering igennem diegivningsperioden. Der er også nyt om virushåndtering og indlæg om pattegriseoverlevelse hos duroc og pietrain.

Over middag er temaet Grise i vækst, og her præsenteres en ny og mere rengøringsvenlig slagtesvinsti, der blev fremvist i juli i Nordjylland. Det stort anlagte Produktionskoncept Slagtesvin gør status, og tilhørerne kan få indblik i, hvilke muligheder der er med digitalisering. Der er endvidere nyt om fodring til vækstgrise, miljøteknologi og husdyrlov.

Faktaboks

Fagligt Nyt

  • Foregår 26. og 27. september på Munkebjerg Hotel i Vejle.
  • Arrangementet henvender sig primært til dyrlæger, rådgivere, forskere og andre svinefaglige kollegaer. Men alle er velkomne.
  • Tilmeldingsfrist er 8. september.
  • Se flere praktiske oplysninger på svineproduktion.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle