Svinefolk dropper ny vaskehal i Padborg

VSP-bestyrelsen dropper en investering i ny vaskehal, men vil have nye sæbefaciliteter i nærheden af de eksisterende vaskehaller for at mindske karantænetiderne for lastbiler, der har kørt i risikolande.

Planerne om at bygge en ny vaskehal bliver nu endeligt skrottet.

Det har en enig VSP-bestyrelse besluttet på et bestyrelsesmøde mandag i denne uge.

Selv om der ikke bygges en ny hal, så vil VSP alligevel skærpe sikkerheden mod sygdomstrusler som PED og Afrikansk Svinepest, som de senere år er rykket tættere og tættere på de danske grænser.

Sæbe mindsker risikoen

Vaskehallen har gennem længere tid været et hedt diskussionsemne, men efter bestyrelsesmødet håber VSP nu, at der er fundet en permanent løsning, der både er billig og samtidig højner sikkerheden.

»Vi ved fra undersøgelser, at vask af lastbilerne med sæbe mindsker risiko for at overføre smitte markant. Derfor arbejder vi på en løsning, hvor lastbiler, der kommer kørende fra risikolande som fx Polen, har mulighed for at tilkøbe sæbevask. Gør de det, så sænker vi karantænetiden fra 48 til 12 timer,« fortæller Erik Larsen, formand for VSP.

Vask af lastbiler med sæbe bliver imidlertid ikke kun i tilknytning til de eksisterende vaskehaller - herunder den store vaskehal ved Padborg, der håndterer langt størstedelen af de lastbiler med svin, der kører over landets grænser.

»Vi har ikke kapaciteten til at foretage sæbevask af alle lastbiler, men vi vil sørge for sæbefaciliteter nær vaskehallerne,« siger han.

Hal er økonomisk uoverskuelig

Med planerne om sæbefaciliteter er en ny vaskehal ikke længere aktuel.

»I bestyrelsen var man enige om, at en ny vaskehal var økonomisk uoverskuelig. Prisen vil være 40-45 mio. kr., og den efterfølgende drift vil være over det dobbelte af de nuværende omkostninger,« siger Erik Larsen, der samtidig slår et slag for hele tiden at være opmærksom på de lastbiler, der kommer ind på gårdspladsen.

»Jeg vil meget gerne understrege, at ansvaret for at tjekke vaskecertifikater, og at lastbilen er ren, er hos den enkelte landmand,« siger han.

Øvrige procedurer for transport af svin ændres ikke - herunder fastholdelse af 48 timers karantæne ved cabotage-kørsel (udenlandske lastbiler, der kører mellem svinestalde i Danmark).

Faktaboks

Vaskehal

  • Vaskehallen i Padborg har gennem længere tid være til debat
  • Der er bekymringer for sygdommene PED og AFS, men også bekymringer for øgede driftsomkostninger til hallen

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle