Svinementor skal hjælpe andre til lavere dødelighed hos pattegrise

Torben Brøchner er en ud af 10 mentorer, der knyttes til VSP’s nye pattegriseliv-kampagne, som skal guide svineproducenter med høj pattegrisedødelighed.

VSP’s nye kampagne, Pattegriseliv, er for alvor ved at blive rullet ud.

Fire ud af fem informationsmøder om kampagnen er blevet afviklet i den igangværende uge, og nu er der sat navne på de første fem mentorer, der bliver knyttet til kampagnen. De resterede fem mentorer findes senere på året.

Dygtige svineproducenter

Mentorerne får til opgave at støtte og guide svineproducenter, der gerne vil have nedbragt dødeligheden blandt pattegrisene.

Mentorerne er udvalgt blandt svineproducenter, der på nuværende tidspunkt allerede er nede på en pattegrisedødelighed under 20 procent.

Målsætningen er, at den generelle pattegrisedødelighed er under 20 procent i 2020.

En ambitiøs og vigtig målsætning, som Torben Brøchner og Niels-Erik Brøchner, der er fælles om Juhlsgård I/S, allerede har holdt sig under i en årrække.

Fem besøg på et år

Torben Brøchner er en af de fem første mentorer, og han erklærer sig klar til at trække i arbejdstøjet for at skubbe andre svineproducenter i den rigtige retning.

Torben Brøchners rolle som mentor omfatter, at han over et år skal besøge en svineproducent fem gange og hver måned følge op med kontakt via mail og telefon.

Han har gjort sig tanker om det forestående arbejde som mentor.

»Jeg vil gerne hjælpe en svineproducent, som har udfordringer med pattegrisedødeligheden. Samtidig vil jeg have en producent, som også vil lytte på, hvad jeg siger. Jeg vil ikke bruge en masse af min tid som mentor, hvis de bare siger, at de rutiner gider de ikke ændre på,« siger Torben Brøchner.

Kan hjælpes

Han føler sig overbevist om, at avlsfremgangen og en generel større bevidsthed om emnet gør, at svinesektoren kan lykkes med at komme i hus med en dødelighed under 20 procent i 2020.

»Det tror jeg helt bestemt, vi kan nå. Vi har ikke bare haft en lav dødelighed over en kort periode. Men man skal ikke bare lukke døren til stalden kl. 16 og komme tilbage dagen efter, når der er faringer,« pointerer Torben Brøchner.

Faktaboks

Bonusinfo

  • Lav dødelighed: Antallet af dødfødte er 1-1,5 procent. Den totale dødelighed er omkring 10,5 procent men kunne være væsentlig lavere, hvis ikke man aflivede pattegrise med handelsfejl, navlebrok og posegrise, da alle grise sælges ved 7 kg. Det ugentlige tavlemøde er lean-baseret med klare aftaler for, hvad der skal laves i løbet af ugen.
  • Flex-fravænning: Der praktiseres flex-fravænning. Den sidste uge inden fravænning fjernes den største gris, hvorved der er mere mælk til de resterende grise.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle