Svineproducenter til Dyrenes Beskyttelse: Vi har ikke burgrise

Henrik Mortensen er forarget over en ny kampagne fra Dyrenes Beskyttelse.

I en ny kampagne på www.burgris.dk forsøger Dyrenes Beskyttelse at få ændret danskernes holdning til griseproduktionen. De skriver blandt andet, at slagtegrise på 100 kg har 0,65 kvm at boltre sig på - og at 97 procent af grisene bliver halekuperet, ligesom hangrise kastreres uden beskyttelse.

"Dyrenes Beskyttelse har totalt mistet jordforbindelsen med deres nye kampagne imod det, de har valgt at kalde ”burgrise”. Det udtryk er en total misforståelse," siger Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.

"I Danmark går grise i stier med strøelse, hvor de endda har adgang til træpinde eller anden beskæftigelse. Bure eksisterer ganske enkelt ikke i dansk svineproduktion."

Han afviser, at grisenes forhold kan sammenlignes med burhøns' forhold for årtier siden.

"Danske grise lever under nogle af de bedste vilkår i verden," siger Henrik Mortensen.

"Dansk landbrug formår at agere under nogle af verdens strengeste regler for miljø og dyrevelfærd, som betyder, at vi er et af de mest bæredygtige erhverv i verden hvad angår både natur, miljø, klima, sundhed og dyrevelfærd."

Han undrer sig over, at Britta Riis, der også er formand for den europæiske sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationen ”Eurogroup For Animals”, så ensidigt skælder ud på danske forhold i stedet for at gøre en større indsats i EU.

Fåreavler har fået stjålet får de sidste to år 17. oktober · 15:20

Henrik Mortensen siger, at de fleste lande kunne lære meget om dyrevelfærd ved at skele til danske forhold. Henrik Mortensen påpeger videre, hvordan Dyrenes Beskyttelse skrev under på Dan Jørgensens handlingsplan for grise-velfærd, og at det derfor undrer ham, at foreningen undlader at bakke op omkring den nye mærkeordning, den såkaldte ”hjerteordning”, som er en udløber af netop den handlingsplan. Endvidere handler hjerteordningen om at præmiere hele haler og mere plads i stalden, hvilket jo netop er noget af det, som Dyrenes Beskyttelse ellers efterspørger.

Henrik Mortensen siger, at forskere har bekymringer i forhold til kvælstof- og klimabelastningen fra de alternative produktionsformer, Britta Riis lovpriser.

"Desuden vil jeg minde om, at der er mere halebid i den produktionsform, der anbefales af Dyrenes Beskyttelse, og at det er noget, der udsætter dyrene for smerte, blod, infektioner, bylder og i værste fald død," siger han.

"Hvordan kan man føre en kampagne, der taler imod kastration samtidig med, at de grise, der sælges med mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” bliver kastreret på samme måde som andre grise i Danmark? Faktisk er der flere grise i den konventionelle produktion end i den økologiske, der i dag undgår at blive kastreret," siger han videre.

"Samtidig spiser de økologiske smågrise mere zink pr. gris end de konventionelle, og der er en pattegrisedødelighed, der er en halv gang større end i den konventionelle. Jeg undrer mig over, at de informationer er forbigået i Dyrenes Beskyttelses kampagne," siger formanden.

"Og der er endnu mere, man kan trække frem i lyset, som jeg ikke tror, forbrugerne ved. Fx tror jeg ikke, de ved, at det kun er søerne og de helt små grise i de første leveuger, der har jord og græs under fødderne. Herefter sender også økologerne deres grise på stald, hvor de går på beton og i ”bure”, som Dyrenes Beskyttelse åbenbart vælger at kalde en grisesti."

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu