Syv kr. i prisforskel på korn mellem øst- og vestdanmark

Overvej at sælge kornet direkte til en svineproducent i Jylland

Et grundigt pristjek i Danmark afslører meget store regionale forskelle på salgspriser på korn. Faktisk er prisforskellen så stor, at forskellen på øst og vest kan betale for transporten.

Det er AgroMarkets, der har lavet en undersøgelse af salgspriserne på korn til danske foderstofselskaber. Resultatet er, at der er store regionale forskelle med de højeste priser i Jylland, noget mindre på Fyn, mens bundskraberen klart er Sjælland og Øerne øst for Storebælt.

Prisen på hvede i Jylland er to kroner højere end på Fyn og syv kroner højere end på Sjælland. Det er da også på Sjælland, at der rigtig er gået høstmarked i priserne, idet der for hvede kun bydes omkring syv kroner mindre end i Jylland. Priserne er vel at mærke før fradrag for vand og rens, og det er tilkørt afdelingen.

Agromarkets oplever store forskelle på, hvilke fradrag de enkelte firmaer forlanger for kornet, og derfor opfordrer analysefirmaet kraftigt til, at man bruger prisberegneren på AgroMarkets til at gennemskue, hvor store fradrag det enkelte firma kræver. Med beregneren kan man også sætte ind, hvis man har fået en rabat på eksempelvis 40 pct. på rens og tørring, ligesom man kan sætte ind, hvis man eksempelvis har handlet basis 16 pct. vand og 2 pct. fradrag med seks kroner i fast fradrag.

Overvej naboen

Med de lave priser, som foderstoffen byder, især øst for Storebælt og på Fyn, bør man kraftigt overveje, om man kan finde en husdyrproducent, der kan købe kornet frem for foderstoffen, lyder rådet fra AgroMarkets. Her sparer man oftest de store fradrag, og ser man på priserne på Sjælland og eksempelvis omkring Ringkøbing, er forskellen nu så stor, at det svarer til transportomkostningerne fra Sjælland til Ringkøbing.

Hos analysefirmaet har man allerede set kundeforhold mellem husdyrproducenter i Vestjylland og på Sjælland, og den aktuelle prisforskel vil gøre det til en god forretning for både køber og sælger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle