Tørnæs: Vi spænder ben for vores egen udvikling

Landmand Christian Højgaard er tydeligt bevis på, at vi spænder ben for vores egen udvikling, siger Venstres medlem af Europa-Parlamentet Ulla Tørnæs, der var på gårdbesøg i går.

På det ene af mælkeproducent Christian Højgaards arealer i Aarhus græsser kun halvt så mange kreaturer, som der gør på et tilsvarende areal et andet sted på hans bedrift. Forskellen er arealernes vækst, som på det ene areal til tider kan være så lille, at det øger dyrenes risiko for at lungeorm og leverikter.

Det var et af de eksempler, som Christian Højgaard valgte at vise frem som konsekvensen af ikke at bruge gødning, da Venstres medlem af Europa-Parlamentet Ulla Tørnæs og EU-ordfører Jakob Elleman-Jensen besøgte ham mandag.

Christian Højgaard modtager i dag et tilskud, der gives for særligt følsomme landbrugsområder, hvor han til gengæld ikke gøder. Det har givet ham et klart billede af, hvilke konsekvenser det har, hvis man undlader at gøde, siger han og nævner først og fremmest en dårligere afgræsning, som følge af at arealerne kun kan bære halvt så mange kreaturer.

Konsekvenser af naturplan

På arealet, der ikke får gødning, har Christian Højgaard i alt 14 kreaturer til at afgræsse fem hektar. Imens har han 40 kreaturer til at afgræsse et gødet areal på omkring syv hektar.

"Det, der også er i det, er, at også dyrene må lide under, at arealerne ikke får den gødning, som det har brug for. For der kan være tidspunkter på året, hvor græsset ikke har så stor en vækst, så dyrene kommer tættere på jorden, når de græsser, hvor konsekvensen bliver, at de får lungeorm og leverikter," siger Christian Højgaard, som er blandt dem, der ønsker at kunne gøde efter det såkaldte ligevægtsprincip.

"Christian Højgaards eksempler var meget sigende og illustrative og viser, at vi mange gange spænder ben for vores egen udvikling. Med den nye naturplan pålægges landmanden yderligere restriktioner, som igen går ud over hans mulighed for at bruge arealerne," siger Ulla Tørnæs.

Ifølge Naturplan Danmark skal der nemlig indføres totalt forbud mod at bruge gødning og plantebeskyttelsesmidler i § 3-områder, såsom enge, overdrev, strandenge og heder, medmindre det drives økologisk.

Flere bør tage på gårdbesøg

"Det er altid fantastisk godt at have nogle konkrete eksempler med sig i baghovedet, når man skal drøfte det her med politiske modstandere, som ikke er af samme opfattelse. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at regeringen ønsker, at Danmark skal være foregangsland på deres fødevareproduktion. Vi er selvfølgelig enige i, at vi skal være fremme, men vi vil ikke sende arbejdspladser til udlandet, som de gør det nu," siger Ulla Tørnæs efter sit besøg.

Også Christian Højgaard var positivt overrasket over besøget af Ulla Tørnæs og Jakob Elleman-Jensen. Han opfordrer flere politikere til at gøre det samme.

"Vi sluttede af med en kop kaffe og en uforpligtende snak om andre politiske emner, og det gav mig et rigtig godt indtryk. Det gjorde lige, at besøget ikke blev alt for formelt, og det er en rar måde at møde hinanden på. Derinde ved kaffebordet, hvor vi også hører om de udfordringer, som politikerne står over for. Jeg vil helt klart opfordre flere politikere til, at de kommer ud og besøger os for en saglig snak, for det kan også bidrage til flere løsninger," siger Christian Højgaard.

Er du klar på at tage imod besøg fra flere politikere, hvis de ønsker det? 

"Det kan du tro - de skal bare selv have kage med."

Emneord

natur

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle