Tabt megakontrakt giver årelangt hul hos Tican

Hullet efter Bonusgrisens afgang vil tage 1-2 år at fylde ud, lyder det fra Ove Thejls, adm. direktør i Tican.

Et farvel til leverandørerne i B2B Bonusgrisen betød et farvel til 600.000 årlige slagtesvin for slagterikoncernen Tican fra september og frem.

Det har skabt et hul i produktionen, der ikke lige sådan er til at lukke.

»Vi kan ikke erstatte de 600.000 grise på den korte bane, og vi skal have 1-2 år for at komme tilbage på samme niveau,« siger Ove Thejls, adm. direktør i Tican.

I ledelsesberetningen i selskabets nyligt offentliggjorte årsregnskab forventede man ellers en samlet stigning i antallet af slagtninger i indeværende år, men Bonusgrisens afgang gør, at man nu forventer et fald.

»Beretningen er lavet inden hændelsen omkring Bonusgrisen, og der har vi hele tiden haft en ambition om at slagte flere grise. Nu er der så sket noget i markedet (Bonusgrisens afgang), som gør, at vi ikke forventer en stigning i antallet af slagtninger.«

Præsenterer stort overskud

Selvom der nu er et større efterslæb rent slagtemæssigt, kan slagterivirksomheden glæde sig over et plus på 33 mio. kr. i det nyligt offentliggjorte regnskab.

Det er en markant forbedring i forhold til sidste års økonomiske nedtur, der bød på et underskud på 54 mio. kr.

Også selskabets omsætning har fået et betydeligt nøk i vejret og ender på 6,2 mia. kr. mod 4,9 mia. kr. året forinden.

»Sidste år var et transaktionsår, hvor Tican A/S blev solgt til Tönnies, og der var derfor nogle dispositioner og nedskrivninger som gjorde, at der blev et underskud. Det, at resultatet er så godt i år, dækker over en række gode resultater i de engelske forædlingsvirksomheder,« siger Ove Thejls.

Stadig udfordret på slagteri

Tingene hænger dog ikke økonomisk sammen på selve slagteridriften. Der er tavshed omkring de reelle udgifter og indtægter på netop det område, men Ove Thejls fortæller dog, at den danske slagteridrift på nuværende tidspunkt ikke giver overskud.

»Man tjener indimellem penge her, men det har vi ikke gjort i 2016. Vi havde håbet på at nå et positivt resultat på slagtningerne, men der er kamp om råvaren og med velkomstbonusser mm. er det svært at nå det positive resultat,« siger han og fortsætter:

»Efter Tönnies’ overtagelse er det blevet mere attraktivt at drive slagteri, men et overskud er stadig svært at præsentere,« siger han og fortæller, at man på nuværende tidspunkt sætter penge til på en del af de nye grise, der kommer ind gennem bonusordningen.

»Man giver de forskellige tilbud for at få flere svin i folden, og man har fra Tönnies side valgt at deltage i den kamp. Vi har den opbakning, der skal til, og så kan det godt koste penge indledningsvist, men vi deltager trods alt for fuld kraft.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle