Tegnebog lå skjult i traktor i 13 år

Ærlig landmand fandt og returnerede bortkommet tegnebog til ejeren. Men reaktionen hos modtageren blev langt fra som forventet.

»Min kone og jeg har altid prøvet på at lære vores tre børn, at man kommer længst her i livet ved at være ærlig og oprigtig over for sine medmennesker. Så skal de også nok behandle en selv på samme vis. Men dét gør sig åbenbart ikke gældende længere.«

Sådan siger deltidslandmand Allan Tranekær fra Frederikshavn efter en oplevelse, der sætter et vist spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af ordsproget »ærlighed varer længst.«

Fandt tegnebog i traktor

Allan Tranekær fortæller, at han i 2012 købte en brugt traktor, en New Holland G 170 hos en forhandler i Sønderjylland.

Han er godt tilfreds med traktoren, men fik her i efteråret 2014 problemer med lyset på traktoren.

Da han ledte efter fejlen på elnettet i førerkabinen, opdagede han, at der under et betjeningskonsol i siden af kabinen sad noget i klemme.

»Ved hjælp af en lang tang fik jeg genstanden lirket fri og opdagede nu, at det var en tegnebog,« fortæller Allan Tranekær.

Væk i 13 år

Da Allan Tranekær åbnede tegnebogen viste det sig, at den indeholdt næsten 2.000 kr. i kontanter og dertil mange personlige papirer, såsom kørekort, sygesikringsbevis, checkhæfte og jagt-tegn.

Ud fra papirerne kunne han fastslå, at tegnebogen tilhørte den tidligere ejer af traktoren, en landmand fra Bornholm.

Ydermere kunne han udfra nogle giro-kvitteringer, som han fandt mellem papirerne, se, at pungen var blevet væk i 2001 og altså havde ligget i traktoren i 13 år.

»Jeg gik ind og viste min kone hvad jeg havde fundet i traktoren og vi talte lidt om, hvad vi skulle gøre med tegnebogen,« fortæller Allan Tranekær.

»Vi kunne jo sagtens regne ud, at ejeren forlængst havde fået erstattet de personlige papirer med nogle nye, men tanken om, at hvis vi selv havde mistet så mange ID-beviser og hvad de kunne misbruges til, fik os til at kontakte ejeren, som vi fandt telefonnummeret på via nettet.«

»Tag bare 100 kr.!«

Som sagt så gjort: Allan Tranekær ringede til den pågældende landmand og fortalte, at hans tegnebog var fundet med penge og personlige papirer i behold de mange år efter dens forsvinden.

Men samtalen i telefonen tog straks en helt anden drejning, end Allan Tranekær havde forventet.

Uventet reaktion

»Han kommenterede mine oplysninger med at spørge, hvor mange kontanter der var i tegnebogen. Da jeg fortalte ham, at der var knap 2.000 kroner i den, var hans kommentar, at han mente nu, at der havde været 3.000 kr.! Men at jeg jo kunne tage 100 kroner og så sende tegnebogen til ham,« fortæller en rystet Allan Tranekær.

Mistænkeliggjort

»Således mistænkeliggjort for at have stjålet 1.000 kroner fra mandens tegnebog kørte jeg ind til nærmeste post-indlevering, puttede tegnebogen med alle mandens personlige papirer og penge i en prøvekuvert og sendte det til ham.«

»Jeg betalte for forsendelsen af pakken og undlod at tage 100 kroner i findeløn. Men behøver jeg at sige, at jeg ærlig talt føler mig meget dum og meget naiv,« slutter Allan Tranekær sin beretning.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle