Buschaufførs sure opstød over landmand skaber debat

En buschauffør brokker sig, efter han havde en oplevelse i trafikken, hvor han oplevede landmandens opførsel som forkastelig.

En buschauffør, Claes Warming, skaber disse dage debat på Traktorgruppen på Facebook. Han brokker sig, efter han oplevede en landmands urespektable opførsel i trafikken.

Han beretter, at han kørte fire km ad en landevej efter en traktor med kornvogn. I halen var en længere kø. Der var fuldt optrukne linjer, så han kunne ikke overhale. Undervejs var der en parkeringsplads ved en skov, busstop uden passagere, der ventede, samt en meget bred rabat med cykelsti.

"Da jeg endelig kan overhale LOVLIGT, ser jeg den unge knægt med venstre fod oppe i vindueskarmen, højre hånd på rattet og mobilen parkeret i venste hånd, meget aktiv på SMS eller facebook..."

"Jeg havde tilladt mig at dytte, havde givet ham det lange lys, så han stikker mig langemanden, da jeg overhaler."

"Jeg synes, det er dybt forkasteligt at være så egoistisk at forsinke trafikken samt at tage så stor en risiko med så dårlig opførsel," skriver Claes Warming.

Blandet reaktion

Reaktionen på Traktorgruppen er blandet. I skrivende stund er der 96 kommentarer. Nogle bakker op om Claes Warming.

"Vi har vist ikke mere travlt, end at man af ren høflighed holder ind, når det er muligt, fordi der er dårlig overhalingsmuligheder," skriver Simone Aakjær.

Andre mener, at man ikke nødvendigvis bør holde ind, når det er muligt.

"Hvis man holder ind på en meget trafikeret vej, så er det umuligt at komme ud igen. Jeg har oplevet, hvor man i næsten 15 min. holder og venter på at komme ud igen," skriver Jannik Grønlund.

Andre påpeger, at de gerne vil holde ind på en parkeringsplads, men ikke vil holde ind i en blød rabat. En fortæller, at han har oplevet at få bøder, fordi han har holdt ind i rabatten.

Faktaboks

Færdselsloven om vigepligt

§ 22. Når en foran kørende bliver opmærksom på, at en bagfra kommende vil overhale til venstre, skal den pågældende holde så langt til højre som muligt og må ikke øge hastigheden.

Stk. 2. Hvis et køretøj føres med lav hastighed eller optager megen plads, og kørebanen er smal eller bugtet, eller der er modkørende færdsel, skal føreren være særlig opmærksom på bagfra kommende færdsel. Såfremt det kan gøre overhalingen lettere, skal føreren nedsætte hastigheden og om nødvendigt føre køretøjet ud til siden, så snart dette er muligt, og eventuelt helt standse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.