Claas går uden om opkøb

I modsætning til flere andre store producenter har Claas ingen intentioner om at opkøbe andre virksomheder for at øge produktbredden.

I den seneste tid har flere af de helt store spillere på markedet for landbrugsmaskiner, navnligt traktorproducenter, været på opkøb i branchen.

Således har eksempelvis CNH købt Kongskilde, John Deere har købt Monosem og Mazzotti, mens Kubota har købt Kverneland og Great Plains.

Agco har som det seneste købt danske Cimbria, men har i forvejen en række paletter at løbe på, blandt andet Fella, som nu bruges til at producere græsredskaber til MF og Fendt.

Hos Claas følger man ikke helt samme mønster. Ifølge Lothar Kriszun, talsmand for Claas’ bestyrelse, har man ingen hensigter om at købe andre virksomheder op for at øge vækst og produktpaletter.

»Nej, vi har ingen tanker om at øge bredden på vores produktprogram,« pointerer Lothar Kriszun overfor Landbrugsavisen.

Claas er stærk på grovfoder, høst og traktorer, men har et hul ved sprøjter og redskaber til jordbearbejdning.

»Det er korrekt, at vi ikke tilbyder disse maskiner. Men vores filosofi er anderledes. Vi går efter at være så dygtige som overhovedet mulig med de produkter vi har i porteføjlen nu, og så går vi også efter at levere et produkt, der er tilfredsstilende for vores forhandlere.«

»Vi er glade, hvis en forhandler får 60 pct. af sine produkter fra Claas. Det giver luft til at sælge andre produkter, for der vil altid være kunder, som går efter noget andet,« uddyber Lothar Kriszun

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.