Elev kørte plov ind i mur

Ingen kom til skade, da Bygholm Landbrugsskole havde et uheld forleden.

"BUM!!!! Sådan ser det ud når en elev kører igennem muren i maskinhallen med traktor og plov:) Godt der ikke skete nogen personlige skader."

Sådan fortæller Bygholm Landbrugsskole med et smil på deres Facebook-side.

En elev på EUX-linjen var kommet til at starte i bakgear, og så står traktoren så tæt på letvægtsmuren, at hun ikke når at regagerer, inden den rammer muren. Det er klart, at så vælter muren," fortæller Kaj Aage Højgaard, forstander på Bygholm Landbrugsskole.

"Jeg betragter det ikke som noget, man kan klandre hverken elev eller skole for. Det er et hændeligt uheld. Hvis det skete udenfor, så var der ikke sket mere end, at eleven så havde standset traktoren og fortsat arbejdet," siger han.

Han er glad for, at der ikke skete uheld. Eleverne undervises i, at der ikke må stå folk omkring traktoren, når den sætter i gang.

"Det der kunne være sket, hvis en gået forbi bagved, så var man nok ikke blevet ramt, men man havde fået chok," vurderer Kaj Aage Højgaard.

Denne slags uheld er sjældne, fortæller han.

"Det er anden gang, at vi har haft et uheld af den karakter i 20 år. Der var en, der kørte for tæt op ad en mur med en frontvæg, så der blev skabt en ridse, og så har vi da også haft en, der tabte en jernstang ned over fødderne, men det er jo sådan noget, der sker," siger forstanderen. 

Sikkerheden er vigtig, siger han.

"Vi får også en stigende andel af vores elever, der både er uerfarne og ikke kommer fra en landejendom og måske ser en traktor for første gang. Vi har 12-13 elever på hvert øvelseshold, for det er så mange læreren sikkerhedsmæssigt kan kontrollere, og de kører tre ad gangen. Eleverne starter også på minitraktorer, inden de får lov til at prøve de store. Det er ret stramme regler for, hvordan sådan noget foregår," siger Kaj Aage Højgaard.

Lødige kommentarer

At skolen selv har lagt billeder på Facebook er helt bevidst, forklarer han.

"Det var for selv at lægge tonen. Så er det vores billede, der bliver kommenteret  på, i stedet for at det er det første billede, der bliver lagt ud fra en telefon, hvor kommentarerne så kan være på et  underlødigt niveau," siger forstanderen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.