Fendt satser på 20.000 traktorer i 2020

I år er målet 15.000 traktorer, men fra 2020 vil Fendt producere 20.000 traktorer.

De seneste to år har Fendt produceret rundt regnet 13.600 traktorer pr. år - et fald i forhold til de fire foregående år, hvor Fendt eksempelvis i 2013 rundede 17.800 enheder.

Men 2017 bliver et år med stigninger i produktionen, lover Peter-Josef Paffen, vicepræsident og administrerende direktør.

»Vores mål er, at vi runder 15.000 traktorer i 2017. Og det er ikke bare et tomt rundt tal vi går efter. Men faktisk et tal, vi er ret sikre på at nå. Ordrebøgerne er godt fulde allerede, og vi ser optimisme i landbruget,« fortæller han på et pressemøde, som Fendt netop har afholdt.

20.000 traktorer i 2020

På pressemødet fremlagde Fendt også et mere langsigtet mål. Fabrikken i Marktoberdorf skal fra 2020 producere 20.000 traktorer om året.

»Vi har igangsat vores 2020 strategi, som består af fem grundpiller for at øge salget, så vi runder 20.000 traktorer i 2020.«

»Første punkt er kvalitet. Vi er kendt for den højeste kvalitet, og den vil vi løfte endnu højere. Andet punkt er forhandlernetværket, hvor vi har brug for de stærkeste forhandlere, som kender Fendt-brandet,« uddyber Paffen og fortsætter:

Tredje punkt er vores fordel som full-line forhandler. Vi kommer til at mærke en synergi på traktorsalget af, at vi nu også sælger river, vendere, pressere, mejetærskere, selvkørende finsnittere og på sigt også snittervogne via vores opkøb af Lely,« konkluderer Peter-Josef Paffen.

Som de to sidste grundpiller i at nå det høje produktionstal vil Fendt ligeledes have innovation i højsædet, og så satser man på, at den globale vækst også kan løfte salget.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.