Franske Berthoud viser intelligent liftsprøjte

Berthoud udnytter hjemmebanefordelen i Paris og har verdenspremiere på liftsprøjten Hermes.

Franske Berthoud har store ambitioner for den nye liftsprøjte, Hermes, som i disse dage vises som en verdenspremiere på Sima i Paris. Ifølge de første oplysninger om nyheden, der lanceres af Berthoud som en intelligent sprøjte, vil Hermes kunne fås med tre kapaciteter, nemlig 800, 1000 og 1200 liter.

Hermes vil ifølge Berthoud gøre producentens program af liftophængte marksprøjter komplet. Marksprøjte og sprøjtebom er som vanlig praksis hos det franske mærke udført af Berthouds egen konstruktionsafdeling, som op til præsentationen lover godt arbejdsmiljø og stor stabilitet, ligesom nyheden får et nyt patenteret Ecomatic manifoldsystem.

Med en kombination af lavere vægt og et tyngdepunkt, som er flyttet tættere på traktoren, opnås i forhold til de tidligere modeller en forbedret vægtfordeling på traktoren, og dermed en bedre stabilitet ved arbejde i mark og ved transport på vej. Dermed kan Hermes håndteres af mindre traktorer, selv om den er udstyret med en bagudfoldet sprøjtebom.

Nyheden er udstyret med en ny serie af ALSR vertikalfoldede sprøjtebomme på 15, 16 eller 18 meter og med tre led. Sprøjtebommens ophæng er et centralt pivot omdrejningspunkt. Den grundlæggende ide er, at sprøjtebommen skal have sit ophængspunkt, hvor sprøjtebommen også har sit tyngdepunkt. Herved opnås ifølge producenten et ”to-armet vægtstangsprincip”, som giver sprøjtebommen stor stabilitet. Transportbredden på vej er 2,55 meter.

Til det intelligente hører blandt andet Ecomatic, et nyt og patenteret manifoldsystem som reducerer restmængden. Det går ud på at reducere restmængden, når udstyret skal skylles. Nyskabelsen ligger i, at manifoldsystem og pumpe er sammenbygget til en kompakt enhed.

På marksprøjter i almindelighed er manifoldsystemets ventiler forbundet til pumpen med et utal af slanger, som resulterer i betydelige restmængder, når udstyret skal skylles. Med Ecomatic er manifoldsystemets ventilblok direkte forbundet til pumpen, hvilket eliminerer behovet for slanger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.